Det vi allesammen ved, har flere lodder i lotteriet

Du sidder i en gruppe på fire mennesker, hvor I sammen skal vælge den bedste kandidat til en nyopstået stilling.

I har alle sammen fået en bunke information om tre forskellige kandidater, og nu er opgaven egentlig ganske simpel:

Tal sammen, del det, I ved og find frem til den bedste kandidat.

Det burde være lige til, men der er bare den éne lille finte, at forskerne Garold Stasser og William Titus, ikke har givet jer den samme information.

Havde I allesammen haft hele informationsgrundlaget – som kontrolgruppen havde – var kandidat A den klart bedste.

Men informationsgrundlaget er delt imellem jer.

Noget af informationen kender I alle fire og noget andet er fordelt mellem jer, så du ved noget, jeg ikke ved. Jeg ved noget, du ikke ved. Og sådan fortsætter det.

Det betyder også, at ingen af jer sidder med hele billedet.

Det gør gruppen imidlertid, så hvis I får lagt jeres viden sammen, har I faktisk information nok til at finde frem til den bedste kandidat.

Og det er vel også lidt hele fidusen med at sætte fire mennesker sammen om et bord.

Problemet er bare, at det ikke rigtig er det, der sker.

Vi taler mest om det, alle allerede ved

Studiet, jeg lige har kastet dig hovedkulds ind i, er en ældre kending fra 1985.

Og Stasser og Titus fandt en ret vild forskel i gruppernes løsning af opgaven, alt efter hvordan informationen var fordelt.

Når alle gruppemedlemmer havde fået al information på forhånd, valgte 83% af grupperne den kandidat, der samlet set var bedst.

Men når den samme samlede information i stedet var fordelt mellem gruppemedlemmerne, som i det møde du lige blev kastet ind i, valgte kun 18% den – på papiret – bedste kandidat.

Alligevel noget af et fald, ik?

Da Stasser og Titus kiggede på, hvad grupperne faktisk talte om, fandt de en ret interessant skævhed.

Grupperne brugte uforholdsmæssigt meget tid på den information, som flere allerede kendte.

Den information, der kun fandtes hos ét gruppemedlem, havde dårligere odds for overhovedet at komme på bordet.

Og det er der faktisk en ret simpel logik i.

Forestil dig, at vi sidder fire mennesker til et møde.

Vi ved alle fire, at kunden har været utilfreds med den seneste levering.

Den oplysning har altså fire mennesker i sit ringhjørne. Fire mennesker, som potentielt kan bringe den ind i samtalen.

Men måske ved kun du, at kunden samtidig har fortalt, at de er ved at ændre hele deres organisation.

Den oplysning har én potentiel afsender:

Dig.

Hvis du ikke kommer i tanke om den, ikke vurderer den som relevant eller holder den tilbage af frygt for de andres reaktion, så kommer den ikke ind i samtalen.

Det samme gælder, hvis andre fylder rummet, eller gruppen alt for hurtigt begynder at argumentere for en løsning frem for først at undersøge, hvad de andre faktisk ved.

Det, alle allerede ved, har med andre ord flere lodder i samtalens lotteri end det, kun én ved.

Det er kernen i den skævhed, Stasser og Titus beskrev i deres biased sampling model, og som senere er blevet kendt som shared-information bias.

Og det er jo lidt upraktisk.

For hele grunden til at samle forskellige mennesker omkring et bord er netop, at de ved forskellige ting.

Det er dét, vi ikke allerede ved sammen, der potentielt gør gruppen klogere end den enkelte.

Og lige præcis den viden har altså dårligere odds for at komme ind i samtalen.

Hvordan bliver vi så klogere sammen?

Når vi zoomer ud fra Stasser og Titus’ mekanisme, kan vi blive lidt klogere på, hvad der faktisk skal til, hvis vi vil have mere ud af den viden, der findes i gruppen.

I en meta-analyse fra 2009 undersøgte Jessica Mesmer-Magnus og Leslie DeChurch informationsdeling og teamperformance på tværs af 4.795 teams og 17.279 mennesker.

En overordentlig stor samling af mennesker, der samarbejder.

På tværs af studierne hang informationsdeling forventeligt sammen med bedre performance, bedre integration af viden, større sammenhængskraft og større tilfredshed med beslutninger.

Men forskerne lavede også en skelnen, som er ret vigtig for lige præcis det møde, vi har gang i her.

De skelnede nemlig mellem:

Hvor meget og bredt vi deler information med hinanden

og

Om vi får den information frem, som kun nogle af os sidder med.

De kalder det openness og uniqueness.

Og det er ikke helt det samme.

For et møde kan nemlig sagtens være fuld af informationsdeling.

Vi kan tale meget. Dele status. Supplere hinanden. Bygge videre på det, de andre siger. Og stadig primært cirkle rundt om det, vi allerede ved sammen.

Pernille kan stadig gå fra mødet med den ene oplysning i hovedet, som ingen andre kendte – og som måske kunne have ændret hele beslutningen.

Det interessante er derfor ikke bare, hvor meget information der flyder rundt i rummet, men også, om vi får fat i den information, som kun findes, hvis vi formår at samle al den unikke information fra de forskellige mennesker i rummet.

Og faktisk var deling af unik information stærkere forbundet med teamets performance end den bredere informationsdeling.

Design efter forskellene

Hvis du har inviteret forskellige mennesker ind i et rum, fordi de ved forskellige ting, så skal mødet også give forskellene en reel chance for at komme frem.

Det kræver ikke nødvendigvis et avanceret mødeformat.

Du kan lade folk tænke selv, før den fælles diskussion går i gang.

Du kan tage en runde med observationer, før nogen begynder at argumentere for løsninger.

Eller du kan stille et meget simpelt spørgsmål:

Hvad ved du om sagen, som du ikke er sikker på, at vi andre ved?

For formålet med mødet er ikke, at alle skal tale lige meget. Og et godt møde er heller ikke nødvendigvis et møde med mest mulig snak.

Formålet må immervæk være at vi får glæde af al den forskellige viden, som forskellige mennesker bringer ind i rummet.

Og det skal vi gøre os umage for at få til at ske. Ellers kan vi meget nemt ende i den lidt fjollede situation, som Stasser og Titus viste for mere end 40 år siden:

Gruppen vidste det faktisk godt. Den fik det bare aldrig på bordet.

‍

Kilder‍

Stasser, G., & Titus, W. (1985). Pooling of unshared information in group decision making: Biased information sampling during discussion. Journal of Personality and Social Psychology.

Mesmer-Magnus, J. R., & DeChurch, L. A. (2009). Information sharing and team performance: A meta-analysis. Journal of Applied Psychology.

‍