Giv dig selv en forlomme

Det er fredag morgen og der har stået “Lav præsentation til mandagsmødet” på din to-do-liste siden i mandags.

Den har åndet dig fælt i nakken hele ugen, men du synes stadig ikke, du er kommet i gang.

Du har godt nok talt med din kollega om, hvad præsentationen skal bruges til. Fundet tallene frem. Og skrevet et par løse noter om, hvad der er vigtigt at få med.

Men du har ikke lavet et eneste slide, så i dit hoved står opgaven stadig på 0%.

Måske er der en lille psykologisk forlomme at hente her. Den idé har jeg lånt fra forskerne Joseph Nunes og Xavier Drèze, som i et studie gav 300 bilvaskkunder ét af to stempelkort:

  • Halvdelen fik et kort med otte tomme felter. Når de havde købt otte bilvaske, fik de én gratis.
  • Den anden halvdel fik et kort med ti felter, hvoraf to allerede var stemplet som en del af en kampagne.

Alle skulle altså købe otte bilvaske for at få den samme belønning. Den ene gruppe så bare ud til allerede at være 20% i mål, mens den anden startede på nul.

Og det gjorde en forskel.

Forskerne fulgte kunderne i ni måneder. 34% af dem med de to gratis stempler indløste deres kort. Det samme gjorde 19% af dem med de otte tomme felter.

De navngav fænomenet endowed progress effect: Et tildelt forspring kan gøre os mere vedholdende, selvom der er præcis det samme arbejde tilbage.

I et supplerende forsøg undersøgte de også, om det kunne handle om, at folk nødig ville lade deres forspring gå til spilde. Men resultaterne pegede mere på betydningen af at opleve, at man allerede var et stykke på vej.

Nu er der selvfølgelig et stykke fra bilvask til PowerPoint-præsentationer. Forsøget har ikke undersøgt, hvad der sker, når vi skriver vores forarbejde på en to-do-liste.

Men hvorfor gå rundt med et tomt stempelkort, når du faktisk har lavet noget af arbejdet.

Tag præsentationen fra før.

Formålet er afklaret, tallene er fundet, og de første pointer er skrevet ned og alligevel får din sølle slide-situation dig til at føle, at du slet ikke er kommet i gang.

Tag det med, når du planlægger i morgen

Et af de planlægningsgreb, vi arbejder med, er at planlægge dagen før:

At se på den næste arbejdsdags opgaver, inden du holder fyraften, og gøre dig klar til at tage fat.

Her vil jeg foreslå en lille tilføjelse. Når du kigger på den opgave, du skal arbejde med, så spørg også dig selv:

Hvad har jeg allerede gjort, som hjælper mig med at løse den?

Måske har du fået afklaret noget med en kollega, fundet materialet eller valgt en retning. Skriv det ved opgaven, så det også er synligt, når du møder ind igen.

Ved præsentationen kunne der stå:

✓ Formålet er afklaret.

✓ Tallene er fundet.

✓ De første pointer ligger i mine noter.

Næste skridt: Åbn præsentationen, og brug dine noter til at skrive tre foreløbige slideoverskrifter.

Der er stadig det samme arbejde tilbage, men prøv alligevel at lægge mærke til, om opgaven føles anderledes, når du møder ind til et par flueben frem for endnu en morgen på 0%.

‍

‍

Kilde

Nunes, J. C., & Drèze, X. (2006). The endowed progress effect: How artificial advancement increases effort. Journal of Consumer Research, 32(4), 504–512. DOI: 10.1086/500480. OUP Academic

‍

‍

4.251 tilmeldte

Skriv dig op og få Kvalitetstid direkte i indbakken – hver fredag.

Tusind tak for tilliden 🙏 Vi lover at gøre os umage 💌
Hmmm... Der gik et eller andet galt. Prøv lige igen.