Jeg tog fejl af mig selv
“The most valuable personal finance asset is not needing to impress anyone.”
Sådan skriver Morgan Housel, forfatteren til den bog, der ligger på mit natbord i øjeblikket: The Psychology of Money.
Jeg har også læst Niels Overgaards bøger, Det hele handler ikke om dig og Mere er aldrig nok, og jeg kan rigtig godt lide tanken om at slippe jagten og finde sit eget nok.
Jeg kender en, der har tjent så mange millioner, at han kunne gøre hvad han ville.
Alligevel sætter han vækkeuret til klokken mega tidligt hver dag og dukker op på arbejde, som han altid har gjort. I det samme tøj og med de samme små vaner.
Man kan hverken se eller mærke pengene på ham.
Han kunne gøre langt mere væsen af sin succes. Han virker bare ikke til at have behov for det.
Og det synes jeg er så fucking cool.
At have så meget og ikke behøve at vise det. Den ro imponerer mig langt mere end noget, han kunne købe for sine penge.
Men den frihed er lettere at beundre end den er at udleve.
Jeg fik på et tidspunkt min familie med på at skifte vores Audi ud med en lille Opel Corsa. Det sparede os adskillige tusinde kroner om måneden, og vi skulle jo bare fra A til B.
Vi havde råd til at beholde den store bil. Jeg var bare forelsket i tanken om at være sådan en, der godt kunne, men valgte at lade være. Sådan en, der hviler i sig selv.
I adfærdsvidenskaben taler man om selvsignalering: At vores valg fungerer som små beskeder til os selv om, hvem vi er. Og at ønsket om at få bekræftet et bestemt billede af os selv, kan være med til at styre, hvad vi vælger.
Det, vi tror om os selv, påvirker altså vores valg. Men det kan også gå den anden vej, hvor vi vælger noget, fordi vi gerne vil tro noget bestemt om os selv.
Jeg ville gerne være “sådan en”, så jeg bestilte en Corsa for at få det bekræftet.
Og nu er der sådan set ingen grund til at gøre den her historie længere, end den behøver at være, så jeg vil lynhurtigt afsløre, at det lige så lynhurtigt viste sig, at jeg ikke er “sådan en”.
Jeg kunne nemlig ikke bare komme kørende i den lille bil og lade det være ved det.
Jeg tog mig selv i at forklare folk filosofien bag mit bilvalg. At vi jo bare skulle fra A til B. At det var et aktivt valg. At jeg sagtens kunne, men valgte at lade være, bla bla bla.
Så fri af behovet for at imponere var jeg helt åbenlyst ikke. Jeg havde i den grad behov for at sikre mig, at folk nu også forstod tanken bag mit valg.
Jeg havde taget fejl af mig selv.
Og sådan er det bare. Faktisk bygger teorien om selvsignalering på, at vi grundlæggende ikke kender vores egen karakter fuldt ud. Hvilket faktisk er ret spændende, ikke?
Jeg beundrer stadig mennesker, der ikke har behov for at imponere nogen. Men jeg har sat mine egen bestræbelser på pause, og arbejder i stedet på at acceptere, at jeg simpelthen bare er den jeg er, i takt med at jeg lægger puslespillet.
Også på de områder hvor jeg finder ud af, at jeg tiltrukket af ting som helt sikket er mere end nok. Det er bare lettere.
Livet, hva’?
Selv det at være fri af behovet for at imponere kan blive endnu en ting, vi skal være imponerende gode til.
Tusind tak fordi du læste med. Jeg håber du kunne bruge det.
4.251 tilmeldte
Skriv dig op og få Kvalitetstid direkte i indbakken – hver fredag.