Har du fem minutter senere?

Klokken er 9.17, da din chef skriver:

“Har du fem minutter senere i dag?”

Ingen forklaring. Ingen emoji. Bare en kalenderinvitation klokken 14.30.

Du har dermed fem timer og tretten minutter til at gennemgå alt, hvad du har sagt, skrevet og tænkt siden påske.

Mødet kan selvfølgelig handle om hvad som helst. En kunde. En opgave. Hvor julefrokosten skal holdes. Eller “måske jeg endelig bliver forfremmet?”

Og det kan du bruge meget energi på at spekulere over.

Det er faktisk ret stressende ikke at vide om det er godt eller skidt, ikke?

Forskning vil give os ret.

I marts 2016 udgav en gruppe forskere fra University College London et studie i Nature Communications.

Studiet var baseret på et eksperiment, hvor 45 forsøgspersoner var blevet sat foran et computerspil, som kort fortalt gik ud på, at “spillerne” igen og igen skulle gætte, om der gemte sig en slange under den sten, de fik vist.

Hvis du selv havde siddet i forsøget, ville en runde omtrent have set sådan her ud:

Du ser én af to forskellige sten på skærmen.

Efter cirka 300 millisekunder bliver du bedt om at gætte: “Er der en slange under stenen eller ej?”

Du har ét sekund til at svare ved at trykke på en knap.

Dit svar bliver stående cirka 1,2 sekunder, hvorefter stenen løftes, og du får resultatet: Slange eller ingen slange.

Er der en slange… får du samtidig et smertefuldt elektrisk stød på hånden (nøje kalibreret så det smælder med styrke 4 på din fempunktsskala).

Vi taler altså ikke et symbolsk lille prik; vi taler “av for satan!”. Og det er uanset om du har gættet rigtigt eller ej. Du får et stød hver gang der ligger en slange under stenen.

Resultatet vises cirka ét sekund, og så følger omtrent to sekunders pause, før næste sten kommer.

Det gentager sig 320 gange…

Læg mærke til at dit gæt ikke påvirker, om du får et stød. Det er vigtigt, fordi forsøget måler stress ved usikkerhed om en ubehagelig hændelse, ikke stress over at skulle træffe et valg, der kan forhindre den.

Sandsynligheden ændrer sig

Undervejs i forsøget ændrede forskerne sandsynligheden for, at der lå en slange under de to sten. I nogle perioder var fordelingen 90/10. I andre var den 70/30. Og indimellem var den 50/50.

Deltagerne vidste godt, at sandsynlighederne kunne ændre sig, men de fik ikke at vide hvornår den gjorde.

Det betød, at de hele tiden måtte forsøge at regne systemet ud.

Mens deltagerne “spillede” undersøgte forskerne deres stressniveauer på forskellige måder, bl.a. ved at måle deres ledningsevne, dvs. hvor effektivt deres hud kunne lede elektricitet.

Det er nemlig sådan, at når vi bliver stressede og vores sympatiske nervesystem aktiveres, så aktiveres vores svedkirtler i huden også. Og fugtig hud er bedre til at lede strøm end tør hud.

Så hvornår var deltagerne mest stressede?

Det oplagte svar er, at stressen måtte stige i takt med risikoen for stød.

Jo større sandsynlighed for smerte, desto mere stress.

90% sandsynlighed for stød må være det værste og dermed det mest stressende. Ikke?

Det var mit umiddelbare gæt.

Men sådan gik det ikke.

Stressen var højest, når deltagernes egen vurdering af sandsynligheden lå omkring 50/50.

Ikke når de vurderede risikoen til 90%.

Og her ligger den interessante del.

For 90% risiko er selvfølgelig værre end 50%, hvis spørgsmålet er, hvor sandsynligt det er, at du får et stød.

Men 90% er på en anden måde lettere at have med at gøre.

Ved 90% ved du nogenlunde, hvad du har i vente: Der kommer sandsynligvis et stød.

Ved 10% forventer du det modsatte.

Men ved 50/50 er der ikke rigtig noget at holde fast i. Selv hvis du har forstået systemet perfekt, kan du stadig ikke vide, hvad der sker næste gang.

Du må være klar på begge dele.

Det var den form for uforudsigelighed, deltagernes stressreaktion fulgte.

Stress prøver at hjælpe

Der var også en sammenhæng, forskerne hæftede sig ved.

De deltagere, hvis stressrespons fulgte uforudsigeligheden tættest, var også bedre til at forudsige, om der lå en slange under stenen.

Sammenhængen beviser ikke, at stress gjorde dem dygtigere. Men den passer med forskernes forslag om, at den akutte stressreaktion har en funktion. Når omgivelserne bliver svære at forudsige, skruer kroppen op for beredskabet.

Det giver faktisk ret god mening.

Hvis der er 90% sandsynlighed for en slange, har du allerede en ret god regel: Regn med slangen.

Men hvis du pludselig ikke længere kan regne systemet ud, er det nyttigt at holde bedre øje.

Har reglerne ændret sig? Er der et mønster, jeg har overset? Skal jeg gøre noget anderledes?

Det er en glimrende løsning, hvis du skal opdage slanger.

Men den er udmattende, hvis du skal vente tre uger på at få at vide, om din afdeling skal lægges sammen med en anden.

Fjern den uvished, I selv har lavet

Vi kan ikke fjerne al uvished fra arbejdslivet. Og falsk sikkerhed er sjældent en forbedring.

Men en del uvished opstår helt unødvendigt. I uklare kalenderinvitationer. I beslutninger uden en dato. I forandringer, hvor ledelsen venter med at kommunikere, til den kan fortælle det hele. I opgaver, hvor ingen har sagt, hvad der egentlig er godt nok.

Her er fire sætninger, der lukker nogle af hullerne:

“Det her ved vi.”

“Det her ved vi endnu ikke.”

“Det bliver besluttet på torsdag.”

“Du hører fra mig senest fredag klokken 12, også hvis der ikke er noget nyt.”

Den slags beskeder løser ikke nødvendigvis udfordringen helt. Men de gør uvisheden mere forudsigelig.

Så næste gang du skriver “Har du fem minutter senere i dag?”, så brug lige ti sekunder mere og tilføj:

“Det handler bare om kunden i Aarhus. Ikke noget alvorligt.”

‍

‍

Kilde

Archy O. de Berker, Robb B. Rutledge, Christoph Mathys, Louise Marshall, Gemma F. Cross, Raymond J. Dolan & Sven Bestmann (2016): Computations of uncertainty mediate acute stress responses in humans, Nature Communications, 7, artikel 10996. Udgivet 29. marts 2016.