En bjørn, der skal i vinterhi, har en ret god grund til at spise sig godt og grundigt tyk. Den opbygger energireserver, som skal holde den kørende gennem vinteren.
Det er et eksempel på det, stressforskeren Bruce McEwen beskriver som allostase:
Kroppens tilpasning til de krav og omstændigheder, den møder – eller forventer at møde.
En temmelig praktisk evne at have.
Hos bjørne i fangenskab kan det store fødeindtag dog fortsætte, selvom der allerede er rigeligt på lager.
Når der bliver ved med at komme mere energi ind, end bjørnen bruger, fortsætter fedtophobningen og over tid kan det blive sundhedsskadeligt for den arme bjørn.
Det, der skulle hjælpe bjørnen gennem vinteren, ender med at belaste den. For meget af det gode, kunne man kalde det.
Og i en travl arbejdsdag har du faktisk en del til fælles med den overvægtige bjørn.
Dit stressrespons er nemlig også allostase.
Tænkt eksempel:
Du skal holde et oplæg, der kræver dit fulde a-game. Din hjerne registrerer den krævende situation, og binyrerne frigiver blandt andet adrenalin og kortisol.
Super geniale ingredienser til at få dig helt i hopla. Hjertet banker, blodtrykket stiger, energien bliver gjort tilgængelig, og det hele brager derudad.
Det er egentlig “bare” kroppen, der gør dig klar.
Og når præsentationen er overstået, kan kroppen regulere ned igen. Helt af sig selv.
Det samme system kan både hjælpe og belaste
Men det er her, en almindelig arbejdsdag bliver biologisk interessant.
For når præsentationen er overstået, lander der en hasteopgave med rødt i indbakken. Og din kollega har brug for din vurdering. Nu. Samtidig med at du igen og igen gennemgår og vurderer præsentation i dit hoved.
Eller griber efter din go-to guilty pleasure i form af LinkedIn, nyheder, instagram eller…
Der er hele tiden noget at forholde sig til. Ligesom der hele tiden er mad til bjørnen i fangenskab.
Kroppen er ret godt indrettet til at håndtere kortvarige belastninger. Toppene. Men den har også brug for dalene: De perioder, hvor kravene letter, og den får mulighed for at falde til ro.
Når kravene og bekymringerne bliver ved, og dalene bliver for få over længere tid, kan det begynde at slide.
På hjertet og blodkarrene, hvis blodtrykket bliver ved med at ligge for højt.
På blodsukkerreguleringen, fordi længerevarende forhøjede kortisolniveauer kan svække insulinens virkning.
Og på hjernen, hvor langvarig stress blandt andet kan påvirke hukommelse og følelsesregulering.
Det slid kalder McEwen allostatisk overbelastning.
Og det er den biologiske krølle, jeg synes er værd at kende:
Kroppens forsøg på at hjælpe dig her og nu kan blive en del af det, der fører til mental mistrivsel, når “hjælpen” bliver aktiveret for ofte eller for længe.
Noget af en bjørnetjeneste.
Det her er der ikke lige et hurtigt hack til. Jeg har egentlig bare lyst til at give dig et indblik i, hvad der foregår under huden, når du har travlt.
Og måske også noget, du kan tage med til frokostbordet. Du kan for eksempel spørge dine kolleger:
“Hvor er dalene i løbet af en helt almindelig arbejdsdag her hos os?”
For det er immervæk lettere at gøre noget anderledes, når vi begynder at tale om det.
Kilder:
McEwen, B. S. (2005). Stressed or stressed out: What is the difference? Journal of Psychiatry & Neuroscience, 30(5), 315–318.
McEwen, B. S. (2008). Central effects of stress hormones in health and disease: Understanding the protective and damaging effects of stress and stress mediators. European Journal of Pharmacology, 583(2–3), 174–185.