Sådan forlænger du din påskeferie

(uden at bruge flere feriedage).

De fleste af os tror, at løsningen på travlhed er mere tid.

Mindre at lave. Mere luft i kalenderen.

Det giver også intuitivt mening.

Problemet er bare, at det ikke altid virker.

Cassie Mogilner Holmes, professor ved UCLA, har forsket i det, man kalder time affluence — altså oplevelsen af at have tid nok.

Og hendes forskning peger på noget, der for de fleste vil virke ret kontraintuitivt:

Det er ikke kun mængden af tid, der afgør, om vi føler os pressede.

Det er også, hvordan vi bruger den.

I en række eksperimenter bad hun deltagerne bruge 15 minutter på forskellige måder.

  • En gruppe skulle bruge tiden på sig selv.
  • En gruppe skulle lave opgaver, der bare fik tiden til at gå.
  • Og en tredje gruppe skulle bruge tiden på at hjælpe andre.

Bagefter spurgte hun ind til deres oplevelse af tid: Hvor travle de følte sig lige nu, og om tiden føltes knap eller rigelig (helt generelt og ikke i selve opgaven).

Resultatet var klart.

Deltagerne, der havde brugt tid på andre, oplevede at have mere tid end dem, der havde fået tid foræret. Og de følte sig også mindre tidspressede.

Det er værd at dvæle ved.

For det udfordrer en ret grundlæggende antagelse: At mere tid automatisk giver mindre tidspres.

Forskerne forklarer det med, at det at hjælpe andre øger vores oplevelse af effektivitet.

Vi føler, at vi bruger tiden godt.

Og den oplevelse påvirker vores samlede fornemmelse af tid:

Hvis tiden føles meningsfuld, føles den også mindre knap.


Det er her, begreberne time affluence og time famine for alvor bliver relevante.

  • Time affluence: Oplevelsen af at have tid nok
  • Time famine: Oplevelsen af at mangle tid

Pointen er, at de to tilstande ikke kun afhænger af, hvor meget du reelt har på programmet.

De afhænger af, hvordan det føles.

Det forklarer også, hvorfor man godt kan have en relativt tom dag og stadig føle sig bagud.

Og omvendt have meget at lave uden at føle sig presset.

Oversat til påskeferien er implikationen ret enkel:

Hvis målet er mere ferie…

… så er det ikke mere “mig-tid” der er løsningen.

Det kan i stedet være at bruge noget af ferien på at gøre noget for andre.

Hjælp din nabo med at male stakittet, gå i haven med din mor, lån en trailer og tilbyd hele vejen at køre gammelt lort på genbrugspladsen.

Det er ikke en strategi til at få flere timer i døgnet. Det er en måde at få de timer, du allerede har, til at føles af mere.

Og det er måske tættere på det, vi egentlig mener, når vi siger:

“Bare jeg havde mere tid”.

Tak fordi du læste med — jeg ønsker dig en rigtig god (og lang) ferie ☀️

Mange hilsner

Bo Kønskov

3,218 tilmeldte

Skriv dig op og få Kvalitetstid direkte i indbakken – hver anden fredag.

Tusind tak for tilliden 🙏 Vi lover at gøre os umage 💌
Hmmm... Der gik et eller andet galt. Prøv lige igen.