Det er ikke dig. Det er onsdag.

06:00: "Måske duer jeg bare ikke til det."

06:25: "Jeg er pissegod til det jeg laver!"

Samme mand. Samme morgen. 25 minutter og et brusebad imellem.

Jeg er i øjeblikket meget optaget af, hvordan forskellige tidspunkter på ugen føles forskelligt.

Det startede med en observation hos mig selv:

En tanke (den samme tanke) kan føles meget tungere, sværere og mere “grå” på visse tidspunkter end andre.

Eks. har jeg lært om mig selv, at mit livssyn kan ændre sig radikalt før og efter mit bad om morgen.

De tanker om låneomlægning og husvurdering, der trykkede mig kl. 06:00, er helt forsvundet kl. 06:25. Samme hus. Samme lån. Samme mig.

Man kan også stille uret efter, at jeg begynder at blive lidt smådeprimeret søndag kl. 15:15 — mens jeg altid er glad og optimistisk omkring livet mandag formiddag (især hvis der er en der har taget croissanter med til kontoret).

Nu har jeg kigget lidt nærmere på fænomenet. Og jeg er selvfølgelig ikke den eneste, der har det sådan.

Et omfattende studie fra University College London (publiceret i BMJ Mental Health)*, baseret på knap 1 million målinger fra over 49.000 mennesker over 2 år, peger på det samme mønster:

Vores mentale tilstand er ikke stabil. Den varierer på flere tidsskalaer. Hen over dagen. Hen over ugen. Og hen over året.

Vi er naturligvis forskellige som mennesker, men kigger vi på studiets gennemsnit, så har vi det generelt bedst om morgenen — og værst omkring midnat.

Kigger vi på ugen, så synes de fleste at lørdag morgen er nice. Men op af dagen søndag får humøret en anden farve. Små bekymringer om ugen der kommer, sniger sig ind:

“Åh nej, i morgen er det mandag”.

Psykologer kalder det anticipatory stress. At vi bliver stressede ved udsigten til noget, vi forventer bliver hårdt eller ubehageligt.

Sjovt nok, scorer mandag ok højt på humør, og lever altså slet ikke op til sit omdømme. Mandag og fredag er faktisk fælles om at slå tirsdag, onsdag, torsdag.

Personligt har indsigten og bevidstheden om det her gjort en stor forskel for mig — og jeg kan bruge det aktivt til at tale med mig selv.

Fx:

Hvis der er noget, der virker håbløst tidligt tirsdag morgen eller sent onsdag aften, så beroliger jeg mig selv med, at:

  1. Det er ikke kun mig — der er ret stor sandsynlighed for, at mange andre har det på samme måde lige nu
  2. Det, der virker håbløst nu, højst sandsynligt føles helt anderledes, hvis jeg tager mig af det på et andet tidspunkt.

Nummer 2 bruger jeg til at befri mig selv fra tankemylder og udskyde “problemer” til tidspunkter, hvor jeg har lidt mere medvind:

“Hey Bo, hvis det var fredag eftermiddag lige nu, ville det her sikkert ikke bekymre dig det mindste”.

Og som oftest har jeg ret. Fredag formiddag er min ubesejrede happy hour.

Ærligt talt, jeg oplever det her som en ret stor “upgrade” af min mentale sundhed.

Og jeg vil virkelig opfordre dig til at prøve “teknikken” selv.

Vi kan koge den ned til én enkelt bullet:

  • Spørg dig selv: Ville det her føles lige så træls, hvis det var fredag eftermiddag eller lørdag morgen?

Tit er der slet ikke noget problem. Det er bare onsdag.

3,218 tilmeldte

Skriv dig op og få Kvalitetstid direkte i indbakken – hver anden fredag.

Tusind tak for tilliden 🙏 Vi lover at gøre os umage 💌
Hmmm... Der gik et eller andet galt. Prøv lige igen.