En dyr billet til en kedelig klub

I 1959 skulle 63 kvindelige studerende forsøge at blive optaget i en diskussionsklub om sex. (Efter sigende ret heftige sager i 1959.)

Inden de fik adgang, blev de delt i tre grupper.

Kontrolgruppen kunne gå lige ind.

De to andre grupper skulle igennem en lettere absurd blufærdighedstest. Man kunne jo ikke have, at pæne piger uden lumre tankegange lagde en dæmper på diskussionerne i så sindsoprivende en klub.

Optagelsesprøven blev delt i en mild og en hård version. I den milde skulle kvinderne læse nogle forholdsvis uskyldige sexrelaterede ord højt. I den hårde version blev der skruet gevaldigt op for varmen med både eksplicitte ord og tekstpassager.

Og husk igen på at vi taler år 1959, kvindelige studerende, mandlig forsøgsleder, diskussionsgruppe om sex.

For at gøre det endnu mere malerisk, så du forstår kvindernes pris for at blive optaget i klubben, var et af ordene i den svære gruppe et såkaldt "four-letter word". You do the math.

En ret høj entrépris til en diskussionsklub.

Bagefter fik kvinderne i alle tre grupper lov til at lytte til den gruppe, de nu troede, de var blevet medlem af. Den famøse sex-diskussionsklub.

Og hold nu op, hvor var den røvsyg. Samtalen handlede om seksuel adfærd hos dyr og var med vilje gjort både usammenhængende og gabende uinteressant.

På trods af det, var der forskel på, hvordan kvinderne vurderede klubben bagefter.

De kvinder, der havde været igennem den mest pinlige optagelsesprøve, syntes simpelthen bedst om diskussionsklubben.

Samme kedelige klub. Forskellig entrépris.

Det klassiske studie viser nemlig den lille krølle i vores forhold til anstrengelse, som jeg lovede dig tidligere på ugen.

For på den ene side vil vi helst spare på kræfterne. Når to veje fører det samme sted hen, vælger vi typisk den letteste. Vi tager genvejen, bruger skabelonen og springer over dér, hvor stakittet allerede er brast sammen.

På psykologisk kalder man det Loven om mindst mulig anstrengelse.

Krøllen kommer, når vi først har betalt en høj pris, for så vil vi altså meget gerne have noget ordentligt for pengene. Også når betalingen består af tid, energi, pinlighed, stædighed eller 17 statusmøder.

En virkelig træls optagelsesprøve efterfulgt af en dødsyg diskussionsklub skaber nemlig en ubehagelig ligning:

Hvorfor udsatte jeg mig selv for alt det, hvis klubben er elendig?

Den manglende sammenhæng kaldes kognitiv dissonans. Det er det mentale ubehag, der opstår, når vores handling og vores oplevelse af værdien ikke passer særlig godt sammen.

Optagelsesprøven kan ikke gøres ugjort, så hjernen skriver i stedet værdien op:

Klubben var faktisk ret fed.

Der var nogle gode perspektiver.

Man skulle nok lige være der.

Bummelumbumbum. Så passer regnestykket igen.

Mekanismen kaldes effort justification: Vi retfærdiggør vores anstrengelse ved at vurdere det, den førte til, som mere værdifuldt.

Og arbejdslivet er fuldt af dyre entrébilletter til ufede klubber.

Det halve år, vi har brugt på et projekt. Processen, vi selv har designet. De mange møder, vi holdt for at få løsningen på plads. Præsentationen på 53 slides, som egentlig bare skulle tage 30 minutter.

Så når nogen spørger, om vi stadig har brug for det, er vi ikke hammer gode til blot at lytte til det som et fagligt spørgsmål.

Vi er lidt bedre til at gå direkte i modangreb og forsvare de mange spande energi, vi har kastet i det.

Og så får projektet, processen eller præsentationen måske lidt ekstra glasur i vores egen vurdering.

Masser af krævende arbejde er vigtigt og meningsfuldt. Anstrengelsen kan bare ikke bruges som bevis på kvalitet. At noget har kostet meget, fortæller først og fremmest, at det har kostet meget.

Så næste gang du mærker dig selv tale usædvanligt varmt for en opgave, en proces eller vigtigheden af slide nummer 53, kan du derfor stille dig selv ét spørgsmål:

Er klubben fed – eller har jeg bare betalt en meget høj pris for adgangen til den?