Hønen eller ægget?

I dag giver jeg dig svaret på det spørgsmål, du (måske uden at vide det) har gået og bakset med:

Er det fordi, du er dårlig til at fokusere,
at du igen og igen ender i de sociale mediers klør?

Eller er det din brug af sociale medier,
der langsomt slider på dit fokus og din opmærksomhed?

Svaret kommer fra et nyt studie, der lige er trillet ud af laboratoriet.

Og som er værd at kende – især lige inden juleferien.

Forskere fra Karolinska Institutet i Sverige fulgte 8.324 børn og unge over fire årfor at finde ud af, hvad der kom først:

Uopmærksomhed eller SoMe-brug?

Hønen eller ægget?

Du har helt sikkert prøvet det

Du skulle bare lige tjekke noget på din telefon.

… og pludselig er du sunket ned i kviksandet af reels og doomscrolling.

Og bagefter – når du har kæmpet dig op igen – sidder du tilbage og tænker:

Hvad fanden skete der lige med min opmærksomhed?

Telefonen er varm.
Kaffen er kold.

Og din hjerne føles, som om nogen har haft den i en blender på lav hastighed.

Studiet peger på ét svar

Hvis det er din genetiske uopmærksomhed, der er årsagen til at du igen og igen ender i de sociale mediers kviksand, ville billedet se sådan ud:

Jeg er generelt et uopmærksomt menneske → derfor doomscroller jeg.

Men det var ikke det, forskerne fandt.

Det, de fandt, var det modsatte:

Jeg doomscroller → og derfor bliver min opmærksomhed over tid mere fragmenteret.

Så:

Det er ikke hønen.
Det er ægget.

Og derfor er det vigtigt

Det er sandsynligvis ikke dig, der er problemet.

Det er det miljø, din opmærksomhed konstant bliver udsat for.

Hjernen reagerer på omgivelser – ikke på dine intentioner.
Den er ligeglad med, at du er voksen, ansvarlig og har et job.

Men lad os oversætte det til noget helt konkret.

Den dårlige – og den gode – nyhed

Den dårlige nyhed er, at hvis du har brugt meget SoMe over tid,
så har du sandsynligvis betalt prisen med … din opmærksomhed.

Den gode nyhed er samtidig:

At du kan gøre noget ved det.

For hvis problemet kun sad i dig og dit elendige fokus, var der ikke meget at stille op.

Men når miljøet spiller med?

Så kan du skrue på rammerne
– uden at skulle optimere, fikse eller forbedre dig selv.

Især her. Lige nu.

Lige op til juleferien.

Hvor hjernen i forvejen er træt, overfyldt
og længes efter at få lov til bare at græsse i fred.

Så hvad gør man?

Årets mest lavpraktiske julehack 🎄

Kunne du tænke dig ikke at bruge julen begravet i kviksand?

Så prøv det her:

  1. Find en betroet julenisse.
  2. Lad nissen ændre koden til alle dine sociale medier (uden at gemme det i din password manager)
  3. Log ud.
  4. Hold ferie.

Ja ja – du kan altid trykke “glemt kodeord”.

Men bare dét, at handlingen kræver et stop-op-øjeblik,
kan være nok til, at du ikke ryger i kviksandet på autopilot.

Det er ikke digital detox.

Det er bare en lille småkage med friktion
– som gør det lettere at lade være.

Og hvis ikke andet?

Så ved du, hvor koden er gemt.

Hos nissen.

Helt indtil januar.

(Din opmærksomhed skal også have ferie.)

Og så vil jeg ellers bare – på vegne af alle os i 4 – ønske dig en rigtig glædelig 🎄✨

De mest julede hilsner

Katrine Bruhn, 4

2,810 tilmeldte

Skriv dig op og få Kvalitetstid direkte i indbakken – hver anden fredag.

Tusind tak for tilliden 🙏 Vi lover at gøre os umage 💌
Hmmm... Der gik et eller andet galt. Prøv lige igen.