Vi har så travlt med at spare tid, at vi løber tør for den

Du har aldrig haft så mange værktøjer, der kan spare dig tid.

• E-mail
• Teams-chat
• ChatGPT

… Du kan holde et møde med en kineser uden at stå ud af sengen.

Alligevel har du aldrig haft så travlt.

Ikke fordi du er dårlig til at planlægge.

Eller fordi du mangler disciplin.

Men fordi tempoet hele tiden stiger.

Og fordi det stadig er din menneskekrop, der skal følge med.

• En krop.
• En hjerne.
• Ét nervesystem.

Der ikke har haft samme eksponentielle udviklingskurve som teknologien.

Din biologi svarer mere til en Nokia 3210 end en iPhone 17.

Stabil. Driftssikker. Men ikke bygget til konstant multitasking i høj hastighed.

Det er ikke et individuelt nederlag.

Det er et strukturelt vilkår.

En forpustet (arbejds)dag

Der er faktisk et begreb for den her oplevelse.

Det, du lige har læst, er et konkret eksempel på det, den tyske sociolog Hartmut Rosa kalder accelerationssamfundet.

Når vi opfinder noget, der sparer tid, opstår der en tidsgevinst.

Men i stedet for at bruge den på hvile eller fordybelse, fylder vi den op med mere aktivitet.

I gamle dage tog et brev flere dage om at nå frem.

I dag tager en mail få sekunder.

Til gengæld sender vi nu hundredvis af dem.

Hver enkelt handling tager kortere tid – men mængden af handlinger er eksploderet.

Resultatet er, at oplevelsen af tidspres vokser.

Fordi vækstdynamikken spiser tidsbesparelsen til morgenmad.

Acceleration påvirker kroppen

Acceleration påvirker ikke kun kalenderen.

Den påvirker kroppen.

Når tempoet stiger over tid, trykker det på hjernens nødknap.

Det system, der får dig til at reagere hurtigt – i stedet for at tænke klart.

Kroppens alarmberedskab.

Og det mærker du.

• Som uro.
• Som rastløshed.
• Som en fornemmelse af hele tiden at være lidt bagefter.

Når stressen melder sig, reagerer du som de fleste af os:

• Du skynder dig.
• Svarer lidt hurtigere.
• Presser lige en opgave mere ind.
• Sætter tempoet op i håbet om at komme foran.

Det føles logisk.

Men det er her, spiralen starter.

Tempo → stressrespons → du skynder dig → endnu mere tempo

Resultatet er, at du ender forpustet.

Og det er sjældent en fordel at være forpustet, når du skal løse komplekse opgaver, eller træffe kloge beslutninger.

Det er heller ikke særlig behageligt.

At sænke tempo er ikke at lave mindre

Trangen til at sætte tempoet op, når du mærker kroppens stresssignaler, føles intuitiv.

Men det er præcis den dynamik, der holder dig fast i tempo-fælden.

For du kommer ikke til at nå mere ved at skynde dig.

Tværtimod.

Når stressknappen er trykket ned, har du adgang til mindre hjernekapacitet.

Men ved at stoppe op og bemærke din krops stressreaktion, før du blot reagerer, sker der noget ret interessant.

Stressresponsen falder.

Og du får igen adgang til mere hjernejuice.

• Du kan tænke klarere.
• Træffe bedre beslutninger.
• Handle mere præcist.

I praksis betyder det, at du ofte kan nå det samme som før.

Nogle gange endda mere.

Bare uden at betale med uro, pres og konstant forpustethed.

For følelsen af travlhed er ikke et tegn på, at du skal gøre mere.

Det er et signal om, at dit system har brug for langsommere input.

‍

PS 🌱

Hartmut Rosa kalder modstykket til tempo-fælden for resonans.

Det er følelsen af forbundethed og nærvær i det, du laver.

• I arbejdet.
• I relationen til andre mennesker.
• Og i måden du mærker dig selv.
  

Så hvis du mærkede, at skuldrene faldt en lille smule undervejs, så var det meningen.

Det er præcis det, jeg arbejder med i mine workshops.

Ved at træne fokus, nervesystem og opmærksomhed, så der bliver mere plads til det, der faktisk betyder noget.

Hvis det kalder på dig, kan du læse mere om kurset her 👇

https://4.dk/kurser/grundkursus-i-mentaltraening-med-katrine-nim-bruhn

👉🏻 Og vil du læse mere om Hartmut Rosas begreber, finder du dem i hans egen bog ‘Fremmedgørelse og Acceleration’.