Det farligste i dine møder er ikke uenighed

Det er normalitet.

Du ved, den der fornemmelse af, hvordan man bør opføre sig her.

Derfor arbejder vi ofte hårdere på at passe ind, end på at komme videre. Og det gør vi på autopilot.

Sociologen Harold Garfinkel havde et navn for det: Doing being ordinary.

Garfinkel lavede simple forsøg, hvor han fik sine studerende til at sige unormale (men uskyldige) ting i forskellige situationer.

Og det reagerede folk stærkt på:

• Nogle blev irriterede
• Andre blev defensive
• Flere oplevede det som provokerende

Det Garfinkel viste i sine forsøg, var enkelt:

Vi har klare forventninger til, hvad hinanden siger og gør – og i særdeleshed til, hvad vi ikke siger og gør.

Små, næsten usynlige handlinger.

En slags social grammatik.

Tilsammen udgør de det sociale smøremiddel, der gør, at vi kan være sammen uden at bruge energi på hele tiden at regne hinanden ud.

Og sagt helt enkelt: Vi gør os umage for at være normale sammen.

Et socialt flokdyr

Biologisk giver det også mening at vi gør os så umage.

Fordi vi er flokdyr.

Vi er kodet til at tilpasse os gruppen – ikke til at udfordre den.

I størstedelen af menneskets historie var det ikke bare ubehageligt at falde udenfor.

Det var farligt.

Så hjernen spørger stadig sig selv igen og igen:

• Er jeg for besværlig?
• For kritisk?

For hvis jeg ryger ud her, risikerer jeg ikke bare dårlig stemning.

Jeg risikerer min plads ved bålet.

Og netop derfor elsker vi det forudsigelige.

Fordi forudsigeligheden sikrer pladsen om bålet, så vi kan sidde trygt i varmen.

Et afdelingsmøde med flokdyr

Udfordringen er, at det er præcis samme mekanisme, vi tager med os ind i møder.

Vi vil gerne høre til.

Så vi beskytter hinanden og den gode stemning.

Vi bliver siddende. Nikker. Og lader snakken løbe lidt for længe, fordi ingen vil være den, der afbryder.

Og sådan kan meget af det, der ellers hjælper et møde, føles lidt… bøvlet.

Som for eksempel at:

• Tage faciliteringskasketten på (selv når “det ikke er min rolle”)
• Insistere på struktur (selv når snakken flyder i øst og vest)
• Sige det upopulære (selv når det er nødvendigt)

Bøvlet, ja.

Biologisk, logisk.

For når vi er kodet til at behage hinanden, får forandringer trange kår.

Konsekvensen er møder, der bliver lange uden at føre til beslutninger.

Og ender med at avle endnu flere møder.

Hvor vi igen jagter den samme beslutning – bare med lidt mindre energi end sidst.

Det er netop dér, arbejdet med gode møder begynder.

Med modet til – sammen – at bryde normalen.

• At afbryde uden at blive “hende den besværlige”
• Spørge “hvad mener du?” uden at punktere stemningen.
• Og lande beslutninger, før energien løber ud.

Så vi ikke bare har gode relationer, men også får noget gjort.

‍