September 2023

Verdens bedste arbejdsplads. Simpelthen.

Start-uppen Comundo arbejder med et klart formål: at gøre planeten grønnere og virksomheder mere ansvarlige. Med præcise energidata hjælper Comundo klimabevidste virksomheder med at opstille nøjagtige CO2-regnskaber.

Med en 4-dages arbejdsuge har Comundo taget en anderledes og ambitiøs beslutning fra begyndelsen. Glade medarbejdere står i centrum for deres filosofi og de vil bevise, at man godt kan være en succesfuld startup, uden at arbejde solen sort. Da vi spurgte People & Culture Lead Stine om hendes oplevelser med 4-dages arbejdsuge, kom svaret prompte: “Jeg kommer aldrig til at vende tilbage til en almindelig arbejdsplads".

Hvorfor valgte I en 4-dages arbejdsuge?

Fordi vi vil lave verdens bedste arbejdsplads. Simpelthen.

Vi er overbeviste om, at en god og ansvarlig arbejdsplads skaber de bedste vilkår for medarbejderne. En god arbejdsplads gør det muligt for medarbejderne at leve det liv, de ønsker, med tid til deres relationer og det der betyder noget for den enkelte. Vi tror også på, at det ligeledes skaber det bedste produkt.

For os er medarbejderne det vigtigste asset og vi har en stærk ambition om at bevise dette. Vi vil også vise, at man kan være en start-up uden at arbejde solen sort. Det handler mere om kvalitet end kvantitet.

I Comundo ser vi vores software, som vores ene produkt. Vores andet produkt er vores arbejdsplads. Med ambitionen om at skabe verdens bedste arbejdsplads er 4-dages arbejdsuge et af vores midler.

Hvordan oplever du, at 4-dages arbejdsuge modtages i rekruttering af nye medarbejdere?

Uden tvivl meget positivt. Jeg er overbevist om, at 4-dages arbejdsuge tiltrækker mange kandidater. Det handler ikke kun om en ekstra fridag, men også om at arbejde anderledes: At have fokustid om formiddagen, færre møder, kortere møder og meget få e-mails. Alt det oplever jeg som super tiltrækkende for mange medarbejdere.

Jeg ser generelt et skifte i opfattelsen af, hvad det vil sige at gå på arbejde og være ambitiøs. Disse to ting modsiger ikke længere hinanden. Man kan arbejde færre timer og stadig være ambitiøs.

Hvad har du oplevet som den største fordel ved en 4-dages arbejdsuge i forhold til tidligere arbejdspladser?

Der er to sider af sagen. Det er skønt at have fredag fri til huslige pligter, hente min datter tidligt fra vuggestue og dyrke kreative hobbyer som hækling og snart strikning. Det har en enorm stor betydning for mit liv, at have nogle timer for sig selv, mens alle andre arbejder.

Derudover synes jeg også, at de arbejdsprincipper der følger med en 4-dages arbejdsuge er for fede. Jeg kommer aldrig til at vende tilbage til en almindelig arbejdsplads igen.

Det er klart vores tilgang til arbejde, der er det mest givende: jeg kan producere i løbet af en arbejdsdag på en måde, som jeg aldrig har produceret før, og jeg kan gå hjem fra arbejde uden at være fuldstændig smadret oven i hovedet, fordi jeg har haft væg-til-væg møder og ikke har følt jeg har udrettet noget som helst i løbet af dagen. Det er vidunderligt.

Når I jeres mål som start up?

Vi er i gang med at bygge en startup på en måde, som (os bekendt) ingen har prøvet før. Vi har derfor ikke noget benchmark fra tidligere. Men de mål vi sætter os for, når vi.  Nogle gange skal vi jo så enten dreje lidt mere til højre eller til venstre, men det har ikke noget at gøre med det antal timer vi arbejder.

Hvad bruger du din fridag på? 

Jeg bruger den til at ordne praktiske ting. At have et kreativt syssel. Jeg har også en ambition om at skulle forfine vores lejlighed; nogle møbler der skal males, et børneværelse, der skal indrettes. Alt sådan noget, har jeg tid og ro til om fredagen. Jeg nyder også at hente min datter tidligt fra vuggestue og tilbringe tid med hende.

Og så har jeg planer om at begynde at motionere mere om fredagen også.

Andre artikler

R

e

l

a

t

e

r

e

t