Mit ærinde i dag er at få dig til at forstå, at du ved at erkende, at du kan mindre end du tror, kommer til at kunne mere end du kan nu.
Husk på det. Det kommer til at give mening.
Lad os kaste os ud i det.
For 150 år siden var arbejde noget man døde af. Det var bogstaveligt talt død hårdt.
Se fx de her minearbejdere. De arbejdede fra morgen til aften, seks dage om ugen, kun søndagen var hellig, fordi det havde bossen, CEO for Kristendommen, bestemt.
Det sker stadigvæk, men frekvensen er heldigvis faldet. I Japan sker det dog ofte nok til at man har opfundet et ord for det: Karõshi.
Op igennem det 20. århundrede er vi blevet meget bedre til at passe på os selv, og nogle af de ting vi gjorde som det mest naturlige engang, ryster vi på hovedet af i dag.
Se fx det her foto. Det er taget på min vej. Synes I ikke det er vildt at tænke på, at man dengang i 1964 hvor fotoet er taget, mente at det var totalt fjong at stille sig op på en skorsten iført en høj hat som det eneste sikkerhedsudstyr?
Vores fysiske arbejdsmiljø er kraftigt reguleret. Fx er der bestemmelser for hvor meget vi må løfte og hvordan vi skal løfte. Nogle vil måske sige, at det er for reguleret.
Sådan forholder det sig i midlertidig slet ikke med brugen af vores hoveder, som vi har en tendens til at (mis)bruge som var der ingen dag i morgen — og det er et af de fænomener, som jeg personligt tror, vi kommer til at ryste på hovedet af i fremtiden.
Og det er faktisk dumt. For det betyder, at vi ikke er ligeså glade for vores arbejde som vi kunne være, og at vi ikke er ligeså produktive, som vi har potentiale til at være.
Vi kunne starte med at anerkende, at hjernen ikke er en uudtømmelig ressource — ligesom skorstensfejerne på et tidspunkt anerkendte, at de ikke kan flyve og indførte flere sikkerhedsforanstaltninger.
Hjernen økonomiserer med sine ressourcer
I et klassisk studie delte forskerne Baba Shiv og Alexander Fedorikhin deres forsøgspersoner op i to grupper. Begge grupper fik et antal tal, som de skulle huske på, mens de gik fra den ene ende af en lang gang til den anden.
Den ene gruppe fik syv tal. Den anden gruppe fik kun to tal.
Forsøgsdeltagerne troede de blev målt på deres arbejdshukommelse, men det var faktisk ikke det forskerne undersøgte.
På vej ned ad gangen gik deltagerne forbi et bord med to forskellige snacks. Den ene snack var æbler. Den anden snack var kage.
Hvem tror I tog kage? Og hvem tog æbler?
Rigtig, dem der skulle huske flest tal valgte (i flere tilfælde end dem der kun skulle huske to tal) kagen.
Det studiet viser er, hvor hårdt hjernen økonomiserer sine ressourcer. I det øjeblik arbejdshukommelsen får lidt at arbejde med, omdirigerer hjernen andre, mindre vigtige, valg til følelserne i stedet for — fordi de er hurtige til at træffe beslutninger og kræver mindre energi.
Dit hoved ville nok synes, at et æble er bedst for dig. Men følelser kan altså bare bedst lide kage.
Og hvad kan du så bruge det til?
Lav én ting ad gangen. Erkend at du kan mindre end du tror, så kommer du til at kunne mere end du kan nu.
Det vidste du godt i forvejen. Men nu har du fået to flotte sort-hvid fotos og en historie til at minde dig om det.
/ Bo
Kilde:
Shiv & Fedorikhin, 1999: Heart and Mind in Conflict: The Interplay of Affect and Cognition in Consumer Decision Making.
