Af Katrine Bruhn:
I dag skal du høre en lille historie fra virkeligheden.
Jeg har de seneste uger været på tour rundt i landet. Ikke som popstjerne (selvom det ville være fedt), men for at fortælle om, hvordan vi kan skabe bedre arbejdsbetingelser for hjernen.
Så simpelthen en masse snak om, hvordan vi kan tilbyde hjernerne derude i storrumskontornes jungler lidt mere VIB (very important brain) behandling.
De fleste synes heldigvis, det er super spændende. Men…
Nogle synes sgu også det er lidt langhåret nogle gange.
Det har udspillet sig i anekdoter om ‘den der lidt gale leder’, der prøvede alle mulige mærkelige ting af på kontoret i 00’erne. Som fokustid. Røde lamper.
Hvad dælen skulle det nu til for!?
Heldigvis er sådanne påfund blevet mindre gale og mere geniale. Faktisk er mange af de ting, den gale leder gjorde dengang, blevet ret normale – heldigvis.
Men så er der også den anden, jeg har hørt derude.
Den om ‘hippe-typen’, der finder på alle mulige wacked påfund i arbejdstiden.
Som at sætte sig ned og lukke øjnene og bare trække vejret i 5 minutter. Eller sågar at lave yoga midt i storrumskontoret.
Gisp! Kan man det?
Nogle gange tænker folk måske det samme om mig, når jeg starter mine præsentationer med en god gammeldags omgang hjernegymnastik, for lige at vække hjernerne i rummet.
“Skulle vi aldrig komme i gang med det konkrete?”
Anyways, min pointe med dagens kvalitetstid er, at vi bliver nødt til at turde træde ind i det potentielle ubehag, der er forbundet med at være the odd one out, hvis vi ønsker at afprøve nye lianer i storrumskontorets jungle.
Hvis vi altså ønsker at arbejde lidt mere på hjernens betingelser.
(også selvom det pirrer vores chimpansehjerne at gå en anden vej end flokken)
Vi ved dog godt, at det er nemmere sagt end gjortt. Og derfor har vi på vores kontor gjort det lidt nemmere for chimpansehjernerne, ved at installere forskellige ting, der nudger til pauser og bevægelse.
Vi har eksempelvis hængt gymnastikringe op.
At hænge sig i en gymnastikring, er ikke nær så wacked, for den er jo ligesom beregnet til netop dette, ik?
Så sent som i sidste uge, var der én af mine kære kolleger, der gik forbi dem og udbrød, at man jo nærmest ikke kunne lade dem være.
Mission accomplished!
Det er nemlig som om, at de kalder på legebørnene i os.
Og hvis du stadig sidder derude og rynker lidt på din store flotte menneskelige pandelap, så lad mig lige kaste et forskningsresultat i din retning her til sidst:
Tyske forskere har nemlig i en metaanalyse fundet ud af, at hvis du tager små pauser udover frokostpausen svarende til 9% af din arbejdstid (altså cirka 39 minutter om dagen i en 37 timers arbejdsuge), så øger du kvaliteten af dit arbejde med 9% og mængden af det, du når, med 5%. What?!
Det er kontraintuitivt og så alligevel ikke.
For vi ved jo godt, at hjernen fungerer bedst, hvis den får pauser. Vi glemmer det bare, fordi vi er så pligtopfyldende.
