Af Bo Kønskov
Du kender det godt.
Du sidder og arbejder på noget vigtigt. Sådan rigtig vigtigt. Ikke bare "det står i din kalender"-vigtigt, men "denne her opgave rykker noget"-vigtigt.
Og så kommer en kollega forbi:
"Har du lige to minutter?"
Og puf – så ryger din prioritet. Ud ad vinduet. Din kollegas opgave bliver din nye 1. prioritet.
Velkommen til virkeligheden, hvor "hjælpsomhed" ofte fungerer som en snedig afledningsmanøvre forklædt som samarbejde.
Det lyder måske hårdt. Men det er det ikke. Det er bare biologi.
Vi er nemlig designet til at hjælpe hinanden. Hvis du levede for 100.000 år siden og nægtede at hjælpe flokken med at tænde bål eller jage en sabeltiger væk, så blev du ikke hængende ret længe i hulen. Du blev hængende ude i mørket.
Alene.
Og døde.
Og gav ingen gener videre.
Derfor har du arvet en hjerne, der siger "JA, SELVFØLGELIG" før du overhovedet har nået at tænke over, om det giver mening.
Men i dag bliver du ikke dræbt af en tiger, bare fordi du siger "nej tak, jeg er lige midt i noget vigtigt."
Du risikerer højst et overrasket blik fra en kollega, der selv er presset. Og det kan man godt overleve.
Problemet med "har du lige to minutter?" er nemlig det her:
- Det er aldrig to minutter.
- Du mister tråden i det, du sad med.
- Og værst af alt: forskning viser, at vi helt dropper i snit 38% af de opgaver, vi forlader pga. en afbrydelse. De bliver simpelthen aldrig færdiggjort.
Altså: Du mister momentum, fokus – og i sidste ende resultater.
Så hvad gør man?
Du skal ikke blive et egoistisk røvhul, der aldrig hjælper nogen.
Men du kan roligt skrue ned for den impulsive hjælpsomhed og op for den bevidste prioritering. For eksempel ved at sige:
"Ja, jeg vil gerne hjælpe. Men jeg sidder lige med noget, der er ret vigtigt. Kan vi tage den om en halv time?"
Og – endnu bedre – ved at tænke dig om, inden du selv forfølger indskydelsen om at bede en anden om “to minutter” af deres tid:
"Er det her vigtigt nok til, at jeg afbryder Katrine og potentielt saboterer hendes vigtigste opgave i dag?"
Reelt kommer du lidt op at slås med din egen biologi her. Men det er en kamp, du sagtens kan vinde — og jeg opfordrer dig til at give den en på trynen.
For hver gang du beskytter din arbejdstid, beskytter du også dit fokus.
Og i en verden hvor alle har travlt, er evnen til at holde fast i det vigtige måske den mest hjælpsomme superkraft, du kan udvikle.
