Din hjerne narrede dig igen – som en ægte junki
Når jeg holder workshops, beder jeg deltagerne om at skrive et tal ned.
Tallet skal være deres ærlige bud på, hvor mange gange de tjekker indbakker i løbet af en arbejdsdag. Mail. Slack. Messenger. Teams.
Og så beder jeg dem rejse sig op.
“Nu nævner jeg et tal,” siger jeg. “Hvis du har skrevet det samme eller færre, sæt dig ned.”
Jeg starter ved 5.
Så 10
20
30
40
Ved 50 sidder de fleste som regel ned.
Men der er næsten altid et par stykker, der stadig står op, når vi når 100.
Det vil sige: De tjekker deres indbakker mere end 100 gange om dagen…
Det er ikke fordi de er vigtigere end alle de andre. Det er faktisk bare fordi de har en hjerne — ligesom dig og mig. Og så måske fordi de har en hjerne, som er ekstra slikken…
For indbakken er en slikskål. Og den bugner af dopamin.
Alle hjerner elsker dopamin. Nogle mere end andre. Men vi er alle sammen junkier, og dybt afhængige af stoffet.
Dopamin produceres især i hjernens belønningssystem – et netværk med bl.a. nucleus accumbens og ventral tegmental area (VTA).
Du kan tænke på det som hjernens eget lille “meth lab” – et biokemisk mikrobryggeri designet til én ting:
At motivere dig til handling. Ikke til at nyde livet i en hængekøje, men til at rejse dig og gøre noget.
Dopamin er nemlig ikke belønningen i sig selv. Det er forventningen. Et slags mentalt skub. En “vil-du-ikke-nok-rejse-dig-og-prøve”-cocktail, der udløses, når der er udsigt til noget, din hjerne har lært at forvente som godt eller vigtigt.
- I dag: Når vi tømmer en indbakke, sætter et flueben eller svarer på noget nemt og hurtigt.
- For 200.000 år siden: Når vi fandt en rod, gravede den op ad jorden og spiste den.
Dopamin bliver altså ligesom “parret” med gennemførelsen af den pågældende handling.
Smart, ikk?
Ja, men nu skal du bare høre.
“Dope dealer systemet” her er faktisk endnu smartere.
For, allerede ved udsigten til at spise den dér rod (eller svarer den dér mail) frigiver systemet lige et skud dopamin
Faktisk viser studier, at der ofte frigives mere dopamin i forventningens øjeblik end ved selve udførelsen.
Forklaringen på det er, at så bliver man nemlig lige lidt dopamin-høj, og det styrker motivationen for at forfølge handlingen – grave roden op og æde den.
Det er lidt ligesom når man har fået et godt glas rødvin og liige må have ét mere bagefter
Hende dér Gud eller hvem det var der opfandt mennesket, var temmelig snedig hva’?
Men hør, der er mere endnu.
For “dope dealer systemet” er nemlig indrettet sådan, at hvis belønningen er uforudsigelig, fx hvis man ikke lige har set sådan en rod før og er lidt i tvivl om den vil smage godt — eller om den vil slå en ihjel — så frigiver systemeten en endnu større dosis “pre-dope” for at motivere en til at forfølge handlingen.
Hvilket er præcis det der sker, når du tænker på din indbakke — for du ved jo aldrig helt hvad der ligger og venter derinde.
Bum: Kæmpe skud dopamin der motiverer dig til at forfølge handlingen:
“Kom lad os lige tjekke, måske ligger der noget let og lækkert derinde, noget vi lige hurtigt kan fikse, så vi kan få et fix (mere)”.
Det er ikke engang svaret, din hjerne craver. Det er muligheden for, at der kunneligge noget godt. Det er det, der trigger dopamin.
Alt det her var smart i gamle dage, hvor vi skulle udvikle os.
Pyt med om der strøg en i svinget en gang imellem, når det lærte resten af flokken hvad der kunne spises og hvad der ikke kunne.
Det var alt sammen en del af den store plan.
I dag… der betyder det, at du tjekker din indbakke 50 gange om dagen (hvis du er nogenlunde gennemsnitlig), for evolutionen har endnu ikke lige haft tid til at kalibrere den del af din biologi.
Godt så…
Nu har vi konstateret hvorfor du tjekker mail så mange gange om dagen.
Og her er det lige vigtigt for mig at sige, at jeg ikke dømmer nogle. Hvis du synes 50 gange er fint. Så er det fint.
Men hvis du gerne vil tjekke mail lidt færre gange, så du måske kunne bruge noget af den tid, du vinder ved det, på noget andet, så kan du gøre som mig:
- Læg 3 timeslots ind i din kalender og beslut dig for, at du KUN vil håndtere mail i de timeslots.
- Slå så alle dine notifikationer fra.
- Slå automatisk henting af mails fra.
- Fjern ikoner og genveje.
Det gør ikke noget, at du skal bruge tre klik for at åbne Outlook, når du kun skal gøre det tre gange om dagen. Tværtimod – de ekstra klik fungerer som friktion der hjælper dig med at modstå fristelsen i mellemtiden
Jeg bruger 20 minutter om morgenen, 20 minutter efter frokost og 20 minutter sidst på dagen.
Det er lettere end du tror – og utroligt befriende.
Om omverdenen kan undvære dig i 2-3 timer ad gangen? Det tager vi en anden gang.
2,590 tilmeldte
Skriv dig op og få Kvalitetstid direkte i indbakken – hver anden fredag.