I det seneste nummer af Kvalitetstid redegjorde vi for, hvordan du ved at erkende, at du er et dyr, kan øge din evne til at fokusere.
Du er intelligent og helt sikkert selv i stand til at regne ud, at øget fokus er lig med øget produktivitet. Men har du tænkt over, at din evne til at fokusere også har indflydelse på dit humør?
Well, det fandt Matthew Killingsworth (Harvard) og Daniel Gilbert (UCSF) ud af, da de over en periode fik 2.250 mennesker til bruge en app, hvor de på tilfældige tidspunkter af dagen, skulle svare på, om de tænkte på noget andet end det de var i gang med at lave, og samtidig angive hvor glade de følte sig på det pågældende tidspunkt.
En central opdagelse i studiet var, at vi helt generelt er røvdårlige til at holde fokus. Næsten halvdelen af vores vågne timer bruger vi på, at tænke på noget andet end det vi er i gang med. Halvdelen!
Men det mest slående fund i studiet var, at vi er mindre glade når tankerne tager på tur, end når vi har dem rettet imod det vi gør. Av!
Skal vi lige opsummere?
Ok, så hvis du ellers er et helt almindeligt menneske, er du ufokuseret halvdelen af den tid du er vågen, og i den tid, er du faktisk ikke så glad som du er i den øvrige tid, hvor du er fokuseret på det du laver.
Du har altså mere end én god grund til at interessere dig for, hvordan du bliver bedre til at fokusere. Du bliver mere produktiv og du bliver mere glad.
Pomodoro teknikken
Nu skal du lære om en teknik, som kan hjælpe dig med at skærpe dit fokus. Den blev opfundet af en italiensk studerende i 80’erne, i dag kan du finde den i næsten alle 4-dages virksomheder. Navnet er Pomodoro.
Vi kommer ikke udenom, at du lige er nødt til at vide, at ‘pomodoro’ betyder tomat på italiensk. Det skal du vide, fordi i Italien bruger de tomature, ligesom vi bruger æggeure herhjemme. Og sådan et har du brug for; du har i hvert fald brug for noget der kan tage tid (hint: der findes apps).
Fundamentet for Pomodoro er nemlig, at du arbejder i korte intervaller på 25 minutter, afbrudt af en pause på 5 minutter. Det gør du tre gange, og så holder du en lidt længere pause på 25-30 minutter.
Når du arbejder på den måde, sker der to afgørende ting: De hyppige pauser restituerer din hjerne og styrker din kognition, mens de korte afgrænsede intervaller aktiverer og styrker din konation.
Hov, var det et ord du ikke kendte? Fair nok. Konation er et fagudtryk fra psykologien, som beskriver menneskets evne til at anvende intellektuel energi til at fuldføre en opgave. Tænk på det som din viljestyrke.
Det at du starter et ur for at time dit arbejde, skaber en klar følelse af forpligtelse over for dig selv. Overspringshandlinger bliver eksempelvis helt utænkelige. At starte uret for straks efter at gå ud efter kaffe eller ind på LinkedIn, vil føles som en decideret forbrydelse.
Du bliver meget mere bevidst om hvad du laver — du fokuserer — og det gør, at du har lettere ved, at kalde tankerne tilbage, når de begynder at vandre.
Teknikken fungerer allerbedst i kombination med fokustid (som vi beskrev i sidste nummer af Kvalitetstid) og når du har planlagt dine arbejdsopgaver på forhånd. Brug evt. de første 25 min. til at lave en god to do.
Trafikregler på kontoret
De rigtig smarte Pomodoro-champs bruger en lille lampe til at signalere om de er i “fokusmode” eller om de holder pause. Lyser lampen rødt, er det no-go at henvende sig. Lyser den grønt er der fri bane, og på den måde er Pomodoro med til at etablere nogle helt enkelte “trafikregler” på kontoret, der gør at man nedbringer kollega-forstyrrelser.
Hvad siger du? Er du parat til at prøve Pomodoro? Vi har gjort en mail klar herunder, som du bare kan copy/paste og sende til dine kollegaer.
--------------------------------
Kære kollegaer
Jeg har lige læst det her vidunderlige nyhedsbrev fra Institut for 4-dages arbejdsuge.
Vidste I godt, at vi mennesker i gennemsnit tænker på noget helt andet end det vi laver i næsten halvdelen af tiden? Faktisk vildt, ikke? Tror da fanden, at vi aldrig når det vi sætter os for.
I nyhedsbrevet præsenterede de en simpel teknik som skulle gøre det lettere at holde fokus. Teknikken hedder Pomodoro (noget med en tomat), og den går helt enkelt ud på, at man arbejder i korte intervaller på 25 minutter, afbrudt af en pause på 5 minutter.
Hvad siger I til at prøve i to uger, og så evaluere?
PS. I skal skrive jer op til Kvalitetstid, som nyhedsbrevet hedder. Det kan altså noget. I kan tilmelde jer her 4.dk/kvalitetstid.
--------------------------------