Tricket der gør dine møder klogere – med et enkelt greb
Er du frisk på en gåde?
Hvad er det, der bliver vådt, mens det tørrer?
Svar: Et håndklæde.
Den var let.
Lad os prøve med noget, der måske er lidt mere udfordrende:
Hvad er det, hvor nogle taler meget, nogle taler lidt, ingen lytter, og alle bagefter tænker: "Hvad blev vi egentlig enige om?"
Svar: Møder.
Åh ja, møder…
Hvis du er som folk flest, så elsker du at hade dem.
Når man spørger folk (og det gør jeg) hvad der kan forhindre dem i, at få lavet det arbejde de gerne vil, i løbet af arbejdsdagen, så er “møder” altid med på top-3 listen.
Og det er pinagtigt paradoksalt — at vi oplever møder, der er så stor en del af vores arbejde, som noget der står i vejen for, at vi kan lave vores arbejde 🤯
Kilden til de mange frustrationer er todelt som en slangetunge 🐍
- Møder fragmenterer arbejdsdagen og afbryder vores flow.
- Det der foregår på selve møderne.
Vi lader lige nr. 2 stå og blinke lidt…
blink
blink
blink
…for det er her, det går galt. Men også her, det kan blive meget bedre.
Der findes nemlig et overraskende enkelt greb, som kan gøre enhver drænende diskussion til en struktureret samtale.
Jeg kommer til det om lidt. Først: lidt baggrund.
Anita Woolley, professor i organisationsadfærd, har forsket i det, man kalder kollektiv intelligens og dokumenteret (her skal du holde tungen i vater og spænde din Hövding-hjelm):
- at en gruppes kollektive intelligens ikke er summen af deltagernes individuelle IQ,
- for, en gruppe kan blive klogere og skabe bedre resultater sammen, end de ville være i stand til hver for sig.
- Men, at de så sandelig også kan blive dummere, og frembringe ringere resultater, end de kunne… hver for sig.
Sidstnævnte bullet spiller en væsentlig rolle i vores anstrengte forhold til møder — altså, at vi oplever, at selv enkelte spørgsmål pludselig kan blive frygteligt bøvlede, så snart vi går ind i et mødelokale sammen med nogle andre mennesker.
Mit bedste gæt er, at du kender det?
Og derfor gætter jeg også på, at du kunne være interesseret i at få et simpelt trick, der hjælper den kollektive intelligens på vej, og som gør dig til en superhelt, hvis du bringer det i spil.
Før jeg afslører tricket for dig, skal du vide, at den mest prædikative faktor for en gruppes kollektive intelligens, er gruppens kommunikationsmønstre — og der er faktisk bare fem mønstre, der rigtig betyder noget.
Det er, som min gode ven og partner i 4, Bo Vestergaard, siger det med en accent, der afslører at han bor med udsigt til Limfjorden:
“Nyttig viden.”
Og det er det fordi, at kommunikationsmønstre, dem kan vi påvirke. Relativt let endda 👀
Bo har nørdet det her i årevis og beskrevet det i sine bøger — det er også ham, der har lært mig det trick, som jeg vil lære dig om 30 sekunder.
Ét af de mønstre vi skal holde øje med er:
- at folk taler nogenlunde lige meget og fordeler taleturene jævnt imellem sig.
Gør de det, så er det et tegn på, at den kollektive intelligens blomstrer.
Hvis det omvendt kun er nogle få der taler (meget), jamen, så er det en indikator på, at gruppen er på vej til at gøre sig dummere.
Hvad siger du? Har du prøvet at være til et møde, hvor nogle (måske dig?) sagde en hel masse, mens andre (det kunne også være dig?) ikke sagde så meget?
Jeg har 🙋
Og lidt afhængig af kontekst kan jeg godt være en af dem, der kommer til at tale meget. Rigtig meget.
Men jeg har også oplevet at være til møde med mennesker, som var hurtigere på aftrækkeren end jeg er, og som talte så meget og så langt, at jeg aldrig kom på banen.
Anita Wooley siger at personlighedsprofiler ikke betyder ret meget for en gruppes kollektive intelligens, men Bo og jeg er enige om, at sådan noget som introvert/ekstrovert og hierarki må have en vis betydning.
Det vil jeg ikke grave mere i her, for nu vil jeg fortælle dig hvordan du, med det vi på fancy fagsprog kalder for et “procesgreb”, kan give et møde en struktur, der disponerer for kollektiv intelligens.
Gør sådan her:
- Skriv jeres arbejdsspørgsmål et sted hvor alle kan se dem.
- Lad deltagerne skrive sig varme (eller bare tænke sig om) i stilhed (2 minutter).
- Lad deltagerne interviewe hinanden i par. Så får vi lige “øvet” det med at sige vores tanker højt, hvilket gør det langt lettere når vi skal dele dem med resten af gruppen (4 minutter).
- Kør en kort runde, hvor alle systematisk og efter tur har 1/2-1 minut til at præsentere — inden dialogen sættes fri
Og gentag hvis snakken stikker af…
Test grebet i dit næste møde – og læg mærke til, hvordan alle pludselig bliver lidt klogere sammen 🧠
Skal du lige have en gåde mere inden vi runder af?
Hvad er det, der kan flyve uden vinger og græde uden øjne?
Svar: En sky (Ikke en træt mellemleder, der har stukket sine øjne ud og kastet sig ud af mødelokalets vindue… 🪽)
2,590 tilmeldte
Skriv dig op og få Kvalitetstid direkte i indbakken – hver anden fredag.