Hvorfor siger folk ikke noget?

Medforfatter: Bo Vestergaard

Vi har i årevis talt om psykologisk tryghed som den vigtigste forudsætning for, at medarbejdere deler viden, idéer og bekymringer.

Men ny forskning fra AOM 2025 (KÆMPE forskerkonference) udfordrer det billede og peger på, at tryghed ikke står alene.

Der er to andre faktorer, der er lige så vigtige – og måske endnu vigtigere.

Det handler om, hvorvidt jeg tror, det nytter. Og det handler om, hvorvidt jeg føler, at jeg bør sige noget.

Hvad får os til at åbne munden?

Det vil sige, at der er tre faktorer der afgøre om mennesker siger noget højt eller holder det for sig selv:

  1. Psykologisk tryghed – “Jeg siger noget, fordi jeg ikke frygter det får negative konsekvenser for mig”
  2. Oplevet effekt – “Det gør en forskel, hvis jeg siger det.”
  3. Pligt til at tale – “Jeg bør sige noget, også selvom det koster mig.”

Det sidste – Duty to Voice – er et nyt begreb, udviklet af forskerne Tory D.A. Taylor, Kathryn Coll og Alexis Hanna.

Deres fund: Pligtfølelse er faktisk den stærkeste indikator for, om folk siger noget. Stærkere end både psykologisk tryghed og oplevet effekt.

Det rykker ved noget…

For hvor tryghed handler om stemning, og effekt om nytteværdi, så handler pligt om etik. Det er det indre moralske kompas, der får os til at åbne munden – selv når det føles risikabelt.

Det er ikke bare “det føles sikkert” eller “det kan gøre en forskel” – det er en indre stemme, der siger: “Hvis jeg holder mund nu, gør jeg ikke mit arbejde ordentligt.”

Det lyder højtideligt. Men vi kender det godt. Det er den følelse, vi får, når nogen skal nævne elefanten i rummet, og vi mærker: “Hvis ikke jeg gør det, gør ingen det.”

Og hvad så?

Jamen, det er nyttig viden. For os alle.

Hvis vi vil have bedre samtaler, bedre beslutninger og bedre samarbejde, handler det ikke kun om at gøre det trygt at sige noget – eller om at forklare, hvorfor det er vigtigt.

Vi skal også nære en kultur, hvor det føles rigtigt at sige noget. Hvor det næsten opleves som illoyalt ikke at bidrage med sin viden, sin tvivl eller sin bekymring.

Målet? Et fællesskab, hvor det er normalen, at folk siger:

  • “Her er en idé, jeg tror kunne hjælpe.”
  • “Jeg forstår det ikke – kan vi vende det?”
  • “Er vi sikre på, at vi ikke ignorerer noget vigtigt her?”

Løsninger bliver bedre, når flere taler. Ikke kun de modige eller de inviterede – men alle, der sidder med relevant viden, intuition eller nervøsitet.

Vil du lære, hvordan man gør?

Du kan ikke beordre folk til at tage ordet.

Men du kan designe processer, der gør det mere sandsynligt, at de gør det.

Og det er præcis det, vi arbejder med i vores Grundkursus i forandringsledelse – et komprimeret 3,5-timers kursus, hvor du lærer en metode til at få forandringer til at lykkes i praksis.

Så hvis du vil lære, hvordan du får folk til at sige noget, skal du kigge herunder 👇

Tak fordi du læste med her — ha’ en god dag.

Mange hilsner

Bo Vestergaard og Bo Kønskov

2,590 tilmeldte

Skriv dig op og få Kvalitetstid direkte i indbakken – hver anden fredag.

Tusind tak for tilliden 🙏 Vi lover at gøre os umage 💌
Hmmm... Der gik et eller andet galt. Prøv lige igen.