Hvorfor du har allermest brug for pausen — når du er dårligst til at tage den

Vi bliver i fortiden.

For den er fuld af pause-guf.

I 1897 skrev den spanske læge og nobelpristager Santiago Ramón y Cajal en lille lommebog til unge forskere.

Den hed “Advice for a Young Investigator”.

Det er en bemærkelsesværdig bog.

For udover at den indeholder avancerede teorier om hjernen, rummer den også noget langt mere jordnært:

Råd om hvordan man arbejder.

Og ét råd går igen flere gange.

Pas på tempoet.

Cajal mente, at der især var to ting, der ødelagde godt arbejde:

• konstant hastværk
• lange arbejdsdage
  

Begge dele skaber en illusion af produktivitet.

Man arbejder mere.

Men man tænker dårligere.

Cajal var i øvrigt ikke hr. hvem-som-helst.

Han regnes i dag som hjernens Darwin.

Det var ham, der opdagede, at hjernen ikke er én stor grå masse – men et netværk af individuelle celler.

Neuroner.

Og han gjorde det på en ret vild måde.

Fotografi var endnu ikke godt nok til at vise det, han kunne se i mikroskopet.

Så han tegnede det.

I hånden.

Smukke, detaljerede tegninger af neuroner, som i dag stadig hænger på vægge i laboratorier verden over.

I 1906 fik han Nobelprisen.

Så når du i dag har hørt ordet neuron, kan du i høj grad takke Cajal.

Alligevel er det ikke kun for sine opdagelser, vi kan lære noget af ham.

Også for sine tanker om, hvordan vi bør arbejde.

Det tempo gør ved din hjerne

Cajal vidste selvfølgelig ikke, hvad der foregik i hjernen, når tempoet steg.

Han kunne bare se konsekvensen.

At hastværk gjorde tænkningen dårligere.

At lange arbejdsdage gjorde idéerne sløvere.

I dag ved vi lidt mere om, hvad tempo faktisk gør ved hjernen.

Forklaringen begynder i et lille blåt område dybt inde i hjernestammen.

En lille kerne med det næsten poetiske navn locus coeruleus.

Latin for “det blå sted”, fordi området toner blåt frem i tynde vævssnit under mikroskop.

Kernen er lille.

Men dens indflydelse er… ret voldsom.

Locus coeruleus — eller bare LC — er nemlig hjernens vigtigste kilde til signalstoffet noradrenalin.

Når systemet aktiveres, sender det noradrenalin ud i store dele af hjernen.

Det gør os vågne.

Skarpe.

Klar til handling.

Men LC-systemet fungerer ikke bare som en tænd/sluk-kontakt.

Det regulerer hjernens aktiveringsniveau — det, man også kalder arousal.

Groft sagt arbejder systemet i tre zoner: lav, moderat og høj aktivering.

Det er i den midterste zone, at magien sker.

Her fungerer præfrontal cortex — hjernens vigtigste tænkeområde — bedst.

Det er den del af hjernen, der hjælper os med at:

• planlægge
• prioritere
• holde fokus
• regulere vores opmærksomhed.
  

Her er opmærksomheden stabil. Tænkningen klar.

Men når tempo og pres skubber systemet op i høj aktivering, begynder noget andet at ske med præfrontal cortex.

Det har Amy Arnsten fra Yale har i årtier forsket i.

Hendes forskning viser, at når stress-kemikalier som noradrenalin og dopamin bliver for høje, begynder præfrontal cortex ganske enkelt at fungere dårligere.

Og så mister hjernen noget af sin evne til at:

• regulere opmærksomhed
• holde information aktiv i arbejdshukommelsen
• og styre vores handlinger bevidst.
  

I stedet får ældre og mere primitive hjernesystemer større indflydelse.

• Systemer der er hurtigere.
• Mere reaktive.
• Og langt mindre reflekterende.
  

Så den del af hjernen, der hjælper os med at stoppe op og regulere vores tempo, er noget af det første, der svækkes, når tempoet bliver for højt.

Og så opstår et paradoks:

Vi har allermest brug for pausen netop når hjernen er dårligst til at opdage behovet for den.

Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at pauser kan føles lidt… bøvlede.

At du holder pause… men stadig er “på”.

At du går en tur… men ikke rigtig får ro.

For pausen er ikke bare noget, vi kan tage, når vi får brug for den.

Den vokser ud af den måde, vi arbejder på.

Derfor er pausen ikke bare svær. Den er svær at mærke.

‍

‍

Referencer:

Ramón y Cajal, S. (1897/1999). Advice for a Young Investigator. MIT Press.

Aston-Jones, G., & Cohen, J. D. (2005). An integrative theory of locus coeruleus–norepinephrine function: Adaptive gain and optimal performance. Annual Review of Neuroscience, 28, 403–450.

Arnsten, A. F. T. (2009). Stress signalling pathways that impair prefrontal cortex structure and function. Nature Reviews Neuroscience, 10(6), 410–422

‍

‍