Pausen opstår ikke af sig selv

Jeg er nået til vejs ende i min undersøgelse af pausen.

Og vi slutter den, hvor vi startede.

Tilbage i tiden…

Charles Darwin gik nemlig tur.

Hver dag.
Samme rute.

En sti tæt på hans hjem, som han kaldte sin Sandwalk.

Han gik og fortabte sig i tanker og tid.

Langsomt nok til at opdage noget nyt.

Nøje planlagt.

Det var ikke bare en gåtur.

Det var en del af den måde, han arbejdede på.

—

Og Darwins gåture ridser hele serien op.

For først opdagede vi, at godt arbejde ikke begynder med mere arbejde, men med pause.

Så at højt tempo gør pausen svær at mærke.

Og til sidst, at forskellen på pauser i høj grad handler om input.

Pauser er ikke bare pauser.

Nogle pauser føles som pauser.

Andre er pauser.

Hvad skal du bruge det til?

Nu er vi så her, hvor spørgsmålet melder sig:

Hvad skal du så bruge det til i praksis?

Du skal bruge det til at bruge pausen mere bevidst.

For det er sjældent pausen, der mangler.

Det er overgangene.

De mellemrum, hvor pausen kunne have fået lov at opstå, som i stedet bliver nappet af noget andet.

Vi er nemlig ret gode til at planlægge, hvad vi skal nå.

Vi er knap så gode til at planlægge, hvornår der ikke må komme noget ind.

Så noget andet tager over.

Vi tjekker lige noget.
Svarer lige hurtigt.
Tager lige noget ind.

Og så er pausen væk, før vi opdager, at den var der.

Men du kan faktisk godt tage de her mellemrum tilbage.

Problemet er nemlig ikke, at du mangler vilje.

Problemet er, at alt omkring dig er bygget til at kapre de små mellemrum først.

Derfor må pausen hjælpes lidt på vej.

Ligesom Darwin planlagde og prioriterede sine gåture, må du gøre det samme med dine pauser.

Du må narre dine pause-tyve med noget så usexet som rutiner.

Og planlægge pauser på samme måde, som du planlægger dine vigtigste arbejdsopgaver.

Det enkleste sted at starte er i overgangene mellem arbejdsopgaver.

Mellem møder.
Mellem opgaver.
Mellem det, du lige har afsluttet – og det, du er på vej ind i.

Start med dette:

• Beslut dig for, hvad du vil gøre mellem tingene i din kalender.
• Book det ind, så det faktisk sker.

Og hvis du har brug for det:

• Sæt en alarm, der minder dig om dit valg, før noget andet når at tage over.

For hvis pausen ikke opstår af sig selv, må den planlægges.

Sådan gør jeg selv

Jeg gør sådan her:

Når jeg alligevel sidder og planlægger morgendagens opgaver, planlægger jeg også, hvordan jeg vil holde pauser.

Er der mange små skift i løbet af dagen, lægger jeg flere små pauser ind.

Det kan være en kort gåtur omkring vores kontor eller at hænge vasketøjet op, hvis jeg arbejder hjemme.

Kalder dagens arbejde på mere fordybelse og længere arbejdsblokke, planlægger jeg en længere gåtur eller en dukkert i fjorden hvis jeg sidder på hjemmekontoret.

Det vigtigste er dog kriterierne, som pausen skal opfylde:

• Uden min telefon.
• Uden lyd i ørerne.
• Uden noget, der skal trackes eller optimeres.

Jeg planlægger mine pauser lige så seriøst som mit arbejde.

Jeg forventer ikke, at de opstår af sig selv.

Hvis ikke jeg planlægger dem, giver jeg min hjerne præcis nul chancer for at tage en slapper.

Og selvom det kan føles ubehageligt ikke at gøre noget i pauserne.
Ikke lige at tage noget ind.
Ikke lige at lave noget, der ligner arbejde.

Så husker jeg mig selv på, at det er her, hjernen får lov til at gøre sit arbejde færdigt.

For pausen er der allerede.

Spørgsmålet er, om du lader den være.

Eller om du fylder den ud.

‍