Når én kommentar kaprer hele din dag

Jeg åbnede evalueringen efter en workshop i mentaltræning.

Og allerede efter få linjer mærkede jeg det velkendte stik af uro.

For det gik lidt som i børnerimet:

"Alle roste Katrines workshop, undtagen Hanne, hun…"

Faktisk... Præcis sådan.

Langt de fleste deltagere skrev, hvor meget de havde fået ud af min tilgang til tankemylder og tankestress.

På nær én.

Én deltager havde en kommentar, der ramte et ømt sted hos mig.

Og selvom personen også skrev positive ting, var det den ene kritiske sætning, der blev hos mig.

Den blev hos mig. Og satte fut under min egen usikkerhed.

• "Havde jeg ramt rigtigt?"
• "Havde jeg givet dem det, de havde brug for?"
• "Havde jeg leveret det, jeg selv ville have håbet på, hvis jeg sad på den anden side?"

Så meget, at jeg begyndte at genoverveje mit materiale.

Følelsen tog styringen

Klip til sidst på dagen.

Jeg havde flere vigtige ting, jeg skulle have nået. Men usikkerheden fik lov at diktere min dag.

Alt, jeg havde nået, var at vende og dreje mit materiale. Pille det fra hinanden i jagten på at gøre det endnu skarpere.

For så – ironisk nok – at opdage, at jeg faktisk er tilfreds med det, jeg havde lavet.

Jeg blev fanget i min usikkerhed – og blev revet rundt i manegen af en følelse, jeg tog som fakta.

Måske kender du det her?

Du har en to do-liste.

En vigtig opgave.

Men ender med at bruge al din tid og energi på noget helt andet.

Nogle peger på, at det er disciplin eller et godt system, du mangler i sådan en situation.

Men ofte er det hverken det ene eller det andet.

Ofte reagerer vi på en følelse – usikkerhed, uro, modstand – som om følelsen fortæller os sandheden.

Som om den siger noget faktuelt om:

• opgaven
• vores evner
• eller om vi er på rette spor

Det kaldes emotionel ræsonnering.

Når noget føles forkert, tungt eller ubehageligt, kommer vi nemt til at konkludere, at der må være noget galt. At vi er på vej i den forkerte retning. At vi bør ændre kurs.

Og uden at opdage det, begynder følelsen at styre vores handlinger.

Væk fra det, vi egentlig burde lave.

Sådan spænder ubehaget ben for dig

Nogle gange – som i mit eksempel – ved at få noget andet til at føles mere vigtigt. Mere presserende. Mere rigtigt lige nu.

Og så kaster vi os over det. Uden overhovedet at se os tilbage.

Andre gange ved at gøre selve opgaven så tilpas ubehagelig, at vi slet ikke får taget hul på den.

Usikkerhed. Kedsomhed. Irritation. Angst.

Og så sker det næsten automatisk:

Vi tjekker mails. Ordner rutineopgaver. Går i gang med noget, der er nemmere eller sjovere. Noget, der ikke prikker til de følelser, opgaven vækker.

Pludselig er klokken 15.

Vi får travlt.

Mister overblik.

Og ender ofte med at konkludere, at der er noget galt med vores disciplin – selvom det i virkeligheden er vores kamp med ubehaget, der styrer os.

“Ah. Det her er en følelse. Det er ikke sandheden.”

Vi kan ikke fjerne ubehag fra vigtige opgaver.

Vi kan ikke tænke os ud af det.

Og vi kan slet ikke disciplinere os ud af det, hvis vi samtidig tror, at følelsen fortæller os sandheden.

Men vi kan øve os i at opdage det.

Øve os i at skabe afstand til følelsen.

Og det er her teknikker i kognitiv defusion kommer ind.

Kognitiv defusion er et lidt fancy begreb for noget ret menneskeligt:

At kunne se dine tanker og følelser lidt udefra.

At kunne fange dig selv i det øjeblik, hvor du er ved at tage en følelse på ordet. Og i stedet for at følge den automatisk, lige stoppe op og tænke:

“Ah. Det her er en følelse. Det er ikke sandheden.”

For når du først opdager det, ændrer spillet sig.

Så handler det ikke længere om at presse dig selv til mere disciplin.

Men om at skabe en lidt mere rummelig relation til det, der føles svært.

Og dér bliver det pludselig muligt at tage hul på opgaven.

‍