Det der rimer, føles mere sandt

Denne artikel er oprindeligt udgivet som et gæsteindlæg i Simon Lindes "Et rigtigt nyhedsbrev".

----

‍

Halløj — mit navn er Bo Kønskov

Jeg nørder psykologi. Kognitiv adfærdsforståelse. Arbejdslivets små og store mekanismer.

Det bruger jeg til at hjælpe arbejdende mennesker med at få en lettere hverdag.

Mindre stress. Mere fremdrift.

Færre forstyrrelser. Færre overspringshandlinger. Færre frustrationer. Færre løse ender.

Flere flueben ✓

Sådan noget, du ved…

Det er ikke al den forskning jeg lapper i mig, der er lige relevant for mit felt. Men så kan den bruges til noget andet. Som for eksempel til…

…hvordan man kan styrke folks tilbøjelighed til at tro på det man skriver.

Inden du læser videre

— du skal love mig én ting. For den her viden kan let misbruges, hvis den kommer i de forkerte hænder.

Du må kun dele den med de gode. De onde må ikke få noget at vide!

Det skal være på spejderære ✋

Allright, let’s go

Forestil dig en retssal.

Ikke sådan en dansk én med lyse træpaneler og Børge Mogensen stole. En amerikansk retssal. Masser mørk mahogni.

Kameraer. Millioner af seere. Breaking News-bjælker. Helikoptere i luften.

Året er 1995.

Den anklagede er O. J. Simpson, en tidligere NFL-stjerne og skuespiller. Og det er en sag, der splitter nationen. Har han slået sin kone og hendes ven ihjel?

Midt i det hele står en advokat med en læderhandske i hånden. Handsken er et centralt bevis i mordsagen.

Hvis den passer på den Simpsons hånd?

Skyldig.

Hvis den ikke passer?

Tvivl.

Advokaten løfter handsken. Den ser ud til ikke at passe… Og så siger han:

“If it doesn’t fit, you must acquit.”

Say again? Rimede han lige?!

Yes. Det gjorde han. Retssagen var kompleks. DNA. Eksperter. Procedurer. Men pludselig var der én sætning. En beslutningsregel. En lyd, der satte sig fast. Et rim.

Og to årtier senere bliver netop den sætning brugt i psykologiske studier som eksempel på en crazy kognitiv bias.

Det der rimer, føles mere sandt

Det er et veldokumenteret psykologisk fænomen, der kaldes rhyme-as-reason effect.

Kort fortalt:

Udsagn, der rimer, bliver vurderet som mere sande end udsagn, der ikke rimer – selv når betydningen er identisk.

Det er ikke en sproglig finesse. Det er en kognitiv bias. Altså en fejlslutning, vi mennesker har en tendens til at lave.

I år 2000 publicerede Matthew McGlone og Jessica Tofighbakhsh fra University of Michigan et studie i Psychological Science med den vidunderlige titel:

“Birds of a Feather Flock Conjointly (?): Rhyme as Reason in Aphorisms.”

De tog en række udsagn og lavede to versioner af hver:

• En der rimede.
• En der ikke rimede.

Eksempel:

“What sobriety conceals, alcohol reveals.”

versus

“What sobriety conceals, alcohol unmasks.”

Altså… samme semantiske betydning, men med lidt forskellig rytme.

Deltagerne blev tilfældigt fordelt, så hver person kun så én version. Derefter skulle de vurdere, hvor sandt udsagnet var.Resultatet?

I gennemsnit lå de rimende udsagn omkring 10–15 % højere i sandhedsvurdering afhængigt af skala og variant.

Det er ikke småting for én ændret endelse, hva?!

Sådan virker det

Forklaringen hænger sammen med noget, der kaldes processing fluency.

Hjernen elsker lethed.

Når noget er nemt at læse, nemt at forstå, nemt at gentage – så tolker vi den lethed som et signal om kvalitet og sandhed.

Det er en heuristik. En mental genvej vi bruger, når vi hurtigt skal bedømme noget.

Vi forveksler simpelthen oplevelsen af lethed med evidens.

Det er i øvrigt den samme mekanisme, der ligger bag illusion-of-truth-effekten (gentagelse øger oplevet sandhed) og en række andre fluency-biases (som jeg selvfølgelig ikke kunne drømme om at bruge på dig her 😇).

Opsummeret

Lethed føles som rigtighed.

Rim rykker.

Rytme rammer.

Fluency forfører.

Jeg kunne blive ved. Men du har fanget pointen. Du forstår mekanismen.

Brug den.

Men husk: Det der glider, er ikke altid det, der gælder. Dine egne sætninger kan også forføre dig. Så pas på dine egne punchlines.

De sætninger, der sidder lige i skabet … kan også skyde ved siden af.