Godt arbejde starter med R

Jeg har sat mig for at undersøge pausen.

Eller… måske er pause faktisk det forkerte ord.

For pause lyder jo som noget, der sker fra arbejdet. Noget vi lige tager, inden vi går i gang igen.

Og måske er det netop den måde at anskue pausen på, der spænder ben for den.

For pausen er ikke blot en afbrydelse.

Jeg tror på at det gode arbejde ikke kun skabes i selve indsatsen — men i rytmen mellem arbejde og restitution.

Det er noget, jeg selv mærkede meget direkte i min egen krop, dengang jeg konkurrerede i olympisk vægtløftning.

Hvis jeg ikke sørgede for at give mig selv et roligt modstykke til sporten, føltes det som om mine knæ sprang i luften.

Og hvis hovedet kørte for hurtigt, kunne det ødelægge selv den bedste træning.

Så enkelt kunne det være.

Alligevel møder jeg igen og igen spørgsmålet:

Hvad er egentlig den gode pause?

Hvorfor er pausen blevet ophøjet til noget næsten uopnåeligt?

Den famøse hjernepause.

Er den virkelig så svær at få fat i?

Eller er det fordi vi anskuer den forkert — og prøver at operationalisere og værktøjsgøre noget, som måske skal gribes… anderledes an?

Det vil jeg dykke ned i de kommende uger.

Over de næste nyhedsbreve vil jeg forsøge at forstå pausen bedre.

Hvad den egentlig er — og hvorfor den måske er vigtigere end selve arbejdet.

Jeg håber du vil læse med.

—

I min færd ned i pausens dyb, vil jeg starte med at tage dig med tilbage i tiden.

Til begyndelsen af 1950’erne.

Flere forskergrupper var i gang med det samme kapløb.

De ville knække en af biologiens største gåder:

Hvordan ser DNA egentlig ud?

Prestigen var enorm.

Tempoet højt.

Alle vidste, at den gruppe der først løste gåden, ville skrive sig direkte ind i videnskabshistorien.

Og sandsynligvis modtage en Nobelpris.

Én af grupperne bestod af to unge forskere:

James Watson og Francis Crick.

To mænd der – heldigvis for biologien – var ret besatte af at finde svaret.

De arbejdede hårdt. Selvfølgelig gjorde de det.

Men deres arbejdsrytme lignede ikke det, vi i dag forbinder med travlt arbejde.

Den lignede noget andet.

Eliteidræt.

Lige bortset fra den detalje, at deres restitution ofte foregik på en engelsk pub.

Men ellers…

Hvis man ledte efter Watson og Crick midt i kapløbet, fandt man dem ikke i nødvendigvis i laboratoriet. Man fandt dem spankulerende i en park eller med snuden begravet i bøger hos den lokale boghandler eller… på ferie i Alperne.

De arbejdede intenst.

Og de restituerede lige så intenst.

Det kan virke lidt… afslappet

Midt i et videnskabeligt kapløb, burde hvert vågent minut vel tilbringes i laboratoriet.

Men det er fristende at tro, at Watson og Crick arbejdede ud fra en indsigt, som enhver eliteatlet kender:

Præstation skabes ikke kun i selve indsatsen.

Den skabes i rytmen mellem belastning og restitution.

Træn.

Restituér.

Gentag.

Lidt som et åndedrag.

Ind.

Ud.

Uden udåndingen kan vi ikke blive ved med at trække vejret.

Og måske er det netop den rytme, vi har glemt i vores måde at arbejde på i dag.

Pausen i arbejdet vs. pausen fra arbejdet

Når vi taler om pauser i arbejdslivet, blander vi ofte to meget forskellige ting sammen.

Den første er pausen i arbejdet.

Den lille pause mellem opgaver. De fem minutter hvor man lige strækker benene, henter kaffe eller kigger ud ad vinduet.

Den afbryder belastningen, som når en smed lægger jernet fra sig, fordi det er blevet for varmt.

Hvis han bliver ved med at hamre løs, bliver metallet ikke stærkere. Det bliver ødelagt.

Men der findes en anden type pause.

Pausen fra arbejdet.

Når opmærksomheden slipper arbejdet helt.

• Når du løber en tur i skoven.
• Når du fisker efter krabber med dine børn.
• Når du sidder i et tog og bare kigger ud ad vinduet.
• Eller når du skraldgriner over en dårlig joke under frokosten med dine kolleger.
  

Det er ikke bare en pause imellem arbejdsopgaver.

Det er en pause, hvor opmærksomheden får et andet sted at være.

Og det er faktisk ikke bare en poetisk idé.

Når vi slipper vores målrettede fokus, skifter hjernen arbejdsform.

Et netværk i hjernen – kaldet Default Mode Network – begynder at forbinde minder, idéer og erfaringer på nye måder.

Vi kan også sige det lidt mindre neuroscientific: det er hjernens “baggrundsprogram”.

Det er blandt andet her, vi:

• bearbejder indtryk
• ser nye sammenhænge
• og nogle gange pludselig får øje på løsninger, vi ikke kunne se før.
  

Hjernen stopper altså ikke, når vi holder pause.

Den arbejder bare på en anden måde.

I baggrunden.

Vores gode ven af huset, amerikanske forsker og forfatter Alex Soojung-Kim Pang kalder det deliberate rest.

Bevidst restitution.

Hans pointe er egentlig ret enkel:

De mennesker, der præsterer på et højt niveau over lang tid, arbejder sjældent konstant.

De arbejder i rytmer:

• Intens indsats
• Bevidst restitution
• Så indsats igen

Lidt som en atlet.

Og det burde flere af os lære af.

For vi taler ofte om pauser, som om de er små afbrydelser fra det rigtige arbejde.

Noget man tager, når energien slipper op.

Men hvis Watson og Crick – midt i et videnskabeligt kapløb – havde ret, så er pausen ikke en afbrydelse.

Den er en del af det gode arbejde.

Måske er det derfor, at godt arbejde ikke bare handler om, hvor meget vi arbejder.

Men også om hvordan vi veksler mellem fokus og restitution.

Det er den tanke, jeg vil udfolde i de næste nyhedsbreve.

For hvis pausen ikke bare er en pause, men en forudsætning for godt og meningsfuldt arbejde, så rejser der sig et interessant spørgsmål:

Hvad er det egentlig, der ødelægger pausen?

En spansk nobelpristager mente allerede i 1897, at han kendte svaret.

‍