Jo flere der trækker i rebet – jo mindre trækker den enkelte

Hvem tror du, der vinder, hvis 8 lige stærke personer dyster mod 6 lige så stærke personer i en tovtrækningskonkurrence?

I teorien…

… ja, så vil de stå og hive i hver sin ende af rebet for evigt.

Eller indtil dommeren skal hjem og spise aftensmad.

Det fandt den franske ingeniør Maximilien Ringelmann ud af, da han i 1913 lavede et simpelt eksperiment:

Han bad folk om at trække i et reb…  først alene, så sammen med andre… imens han med sit dynamometer målte hvor hårdt de trak.

Opgaven var enkel: Træk så hårdt du overhovedet kan.

Og dét gjorde de, forsøgspersonerne. De trak. Så hårdt de overhovedet kunne.

Men… kun så længe de var alene om at trække i rebet.

For da Ringelmann begyndte at tilføje flere personer til rebet, skete der noget interessant.

Indsatsen faldt

Ikke bare en lille smule. Temmelig meget faktisk.

• 1 person trak alene: 100 % indsats
• 2 personer trak sammen: ca. 93 % hver
• 3 personer trak sammen: ca. 85 % hver
• 8 personer trak sammen: ca. 50 % hver

Jo flere der trak i rebet … jo mindre trak den enkelte.

Et fænomen, som er blevet efterprøvet igen og igen, på alle mulige forskellige samarbejdsaktiviteter, og som siden er blevet kendt som Ringelmann-effekten.

But why?

Ringelmann selv mente, at forklaringen var ret enkel.

Når otte personer skal trække i et reb, er det sværere at trække samtidig og i samme retning. Så en del af kraften går simpelthen tabt.

I dag kalder man det koordinationstab. Og det er en del af forklaringen.

Men senere forskning har vist, at det overhovedet ikke er forklaring nok.

Social loafing

I 1970’erne lavede psykologerne Bibb Latané, Kipling Williams og Stephen Harkins en række eksperimenter for undersøge om der også var en motivationsmæssige mekanisme bag Ringelmann-effekten.

Deres forsøgspersoner skulle ikke trække tov, men udføre andre simple opgaver, som de også kunne måle indsatsen bag, bl.a. hvor højt de kunne råbe og klappe.

Og så gjorde de noget genialt. De brugte pseudogrupper.

Forsøgspersonerne blev altså fortalt, at de arbejdede i en gruppe, men i virkeligheden var de de eneste, der udførte opgaven.

Og på den måde, var koordinationstab altså udelukket.

Så deltagerne gav den hele armene uanset om de var alene eller sammen?

Nope:

• Når deltagerne troede, de arbejdede alene, ydede de mere.
• Når de troede, de arbejdede i en gruppe, ydede de mindre.

Ingen skulle koordinere med hinanden, og alligevel faldt indsatsen.

Bibb, Kipling og Stephen viste altså at Ringelmann-effekten ikke bare skyldes koordinationstab, men også motivationstab i grupper; det man i dag kalder social loafing.

Hvorfor sker det?

Tak fordi du spørger ;)

Forskningen peger især på tre mekanismer.

1) Diffusion of responsibility

Når mange mennesker deler en opgave, bliver ansvaret psykologisk udvandet. Hver person føler sig lidt mindre ansvarlig for resultatet.

Det er præcis samme mekanisme, man ser i bystander-effekten, hvor mennesker er mindre tilbøjelige til at hjælpe en person i nød, hvis mange andre også er til stede — og årsagen til, at du aldrig skal sende en mail til flere personer på én gang (hvis du vil have noget gjort).

2) Identifiability

Hvis det er uklart, hvem der bidrager med hvad, falder indsatsen.

Hvis bidraget derimod kan spores til den enkelte, forsvinder effekten næsten.

Det viste Bibb, Kipling og Stephen i flere opfølgende eksperimenter, hvor de fandt ud af, at social loafing især opstår i opgaver, hvor alles indsats flyder sammen til ét fælles output.

Men når den enkeltes bidrag stadig er synligt, sker der noget andet.

Derfor ser man mindre loafing i robåde end i tovtrækning – og mindre i stafetløb end i fælles løb.

Fordi man stadig kan se, hvem der trækker…

3) Sucker-effekten

En subtil mekanisme: Ingen har (åbenbart) lyst til at være den, der arbejder hårdest, mens andre læner sig tilbage.

Så hvis man får fornemmelsen af, at andre i gruppen ikke yder deres fulde indsats, reducerer man også selv sin.

Forklaring: For at skabe retfærdighed i arbejdsdelingen. Vi mennesker haderuretfærdighed.

Undgå social loafing — løsningen er enkel

Heldigvis er modtrækket ikke særlig kompliceret.

Social loafing opstår især, når:

• opgaver er kollektive
• ansvar er uklart
• og individuelle bidrag er usynlige.

Det modsatte virker derfor også:

• små teams
• synlige bidrag
• tydeligt ansvar.

Med andre ord:

Sørg for, at man kan se, hvem der trækker i rebet.

---

PS

Hvis du synes, det er interessant, hvordan psykologiske mekanismer påvirker den måde vi arbejder på, så er det præcis det, vi dykker ned i på vores workshop “Ro i hovedet. Flere flueben ✔”

Her viser vi, hvordan indsigter fra psykologi og adfærdsvidenskab kan bruges til at strukturere arbejdet, så opgaver bliver lettere at gå i gang med, lettere at afslutte – og så arbejdet fylder mindre i hovedet efter fyraften.

Og hvis udfordringen hos jer i højere grad er, at jeres møder fylder mere end de flytter, så er workshoppen “Bedre møder → færre møder” stedet at starte.