Må jeg forstyrre dig?

Eller “Har du lige to minutter?”

Spørgsmålet alle smiler af. Og samtidig spørgsmålet, der for nogle, kan føles som at række hånden op i 8. klasse, uden at kende svaret.

Vi taler allesammen meget om fokustid og uforstyrret arbejde. Så meget, at et lille spørgsmål pludselig kan blive socialt kompliceret.

Må jeg spørge? Forstyrrer jeg? Burde jeg kunne finde ud af det selv? Bliver jeg nu hende, der “lige har et hurtigt spørgsmål” og alligevel står der 17 minutter senere?

Så du lader være.

Spørgsmålet bliver ikke stillet. Hjælpen kommer ikke. Og opgaven ender med at tage meget længere tid, end den kunne have taget. Hvis du havde afbrudt en kollega.

Det er her, relationer på arbejdet bliver interessante.

Gallup peger på, at “a best friend at work” har stor betydning for, om du trives på din arbejdsplads. På dansk lyder det hurtigt, som om man skal have en af de der veninde-kæder, der deler et hjerte i to.

Det skal man ikke.

Det handler egentlig bare om, at du har relationer på arbejdet, hvor det føles naturligt at række ud, tænke højt og være lidt ufærdig.

Og relationer er altså mere end glasur på arbejdskagen. De hænger sammen med noget mere grundlæggende. Af oplevelsen af at høre til.

Biologisk giver det ret god mening.

For vi er flokdyr. Ret avancerede flokdyr med Slack, Teams, espressomaskiner og vigtige møder, men dog stadig flokdyr.

Vi er bygget til at orientere os mod flokken. Til at mærke, om vi er med, udenfor, på kanten eller i vejen.

Når vores tilhørsforhold bliver truet, reagerer hjernen derfor ikke med et lille administrativt notat om “mulig social utryghed i mødelokale 2”.

Den reagerer med smerte.

Det viste et hold forskere ved SISSA i Trieste i 2014, da de undersøgte, hvad der sker i hjernen, når vi oplever social eksklusion. De satte forsøgspersoner i en hjernescanner og viste dem videoer, der gav dem oplevelsen af at blive holdt udenfor.

Mens forsøgspersonerne oplevede eksklusionen, så forskerne aktivitet i den posteriore insulære cortex. Et område, der også aktiveres, når vi oplever fysisk smerte.

Groft sagt kan man sige, at hjernen ikke har en særlig elegant skillevæg mellem “jeg hamrede min lilletå ind i dørkarmen og blev et dårligere menneske i 11 sekunder” og “jeg fik ikke mulighed for at bidrage til mødet, fordi Allan hele tiden afbrød mig”.

Derfor holder hjernen øje med tegn på, om vi er inde eller ude.

Også på arbejdet. I teamet. I mødet. I stilheden efter nogen har sagt noget. I den lidt for korte besked fra en kollega. I de små daglige signaler om, hvorvidt du er en del af din flok.

Den scanning er ikke gratis.

Hver gang hjernen skal bruge kræfter på at aflæse, om du hører til, bruger den kognitiv energi, som ikke kan bruges på fordybelse, overblik, kreativitet eller modet til at sige noget, du måske ikke er helt sikker på.

Derfor er det værd at kigge på jeres spilleregler for arbejdsdagen, hvis “har du lige to minutter?” begynder at føles som en social risiko.

Må man afbryde hinanden? Hvornår? Hvordan? Og er det tydeligt nok til, at man kan række ud uden først at bruge mental energi på at gætte sig frem?

Uklare spilleregler for “hvordan vi arbejder her hos os” er præcis den slags, der får scanneren til at køre i baggrunden.

Et lille sted at starte

Start med noget så lavpraktisk som at aftale, hvornår I må afbryde hinanden.

Lav for eksempel en fælles 30-minutters blok om morgenen, hvor det er fuldt legitimt at forstyrre uden social akrobatik.

Et åbent vindue til spørgsmål, hurtig koordinering og “Kan du hjælpe mig videre herfra?”.

Det giver hjernen færre sociale signaler at sidde og tolke på i baggrunden.

Og måske tager det også livet af et par koordineringsmøder. Dem med titler som “hurtig afklaring” og en kalenderblok på 55 minutter.

‍

‍

Referencer:

Gallup (2022): The Increasing Importance of a Best Friend at Work

Morese et al. (2014): Social exclusion modulates the neural response to pain

‍

‍