Einstellung-effekten

Der findes en fælde, som især fanger folk, der er rigtig gode til det, de laver.

Det er top træls, for noget af det fede ved at blive god til noget er jo, at man ikke behøver begynde forfra hver gang.

Man har set problemet før. Man genkender mønstret. Man ved nogenlunde, hvad der virker. Og så kan man komme videre.

I 2008 bad kognitionsforskerne Merim Bilalić, Peter McLeod og Fernand Gobet en gruppe stærke skakspillere tage plads foran en særligt konstrueret skakstilling.

Formålet var at løse et mysterium inden for kognitiv psykologi:

Gør viden og erfaring dig mere kreativ, fordi du har et kæmpe kartotek af løsninger at trække på?

Eller…

Gør viden og erfaring dig mere ufleksibel, fordi dine mønstre er så indgroede og automatiserede, at du kører på autopilot?

Skakspillerne fik et kort og enkelt brief: Find den korteste vej til skakmat.

I stillingen gemte der sig en løsning, som spillerne kendte rigtig godt. Et klassisk skakmotiv kaldet “smothered mate”, som kunne give skakmat på fem træk.

Den slags en erfaren skakspiller genkender ret hurtigt.

Og ganske rigtigt. Spillerne fandt lyn-Børge løsningen.

På det samme bræt lå der også en anden løsning. Den gav skakmat på bare tre træk. Men den kunne spillerne ikke finde, selvom de fortsatte med at lede for at se om de kunne finde en endnu kortere løsning.

Troede de i hvert fald selv.

Forskerne havde imidlertid udstyret dem med eye-trackere, så de kunne følge præcis, hvor på brættet spillerne kiggede.

Og deres øjne sladrede.

Selv mens spillerne virkelig mente, at de ledte efter andre muligheder, blev deres blik ved med at søge tilbage til de felter, der var vigtige for femtræksløsningen. Og de brugte kun meget lidt tid på de felter, der skulle få dem på sporet af den kortere løsning.

Den kortere løsning var lige for næsen af dem, men deres opmærksomhed blev igen og igen trukket tilbage mod det, de allerede kendte.

Bagefter viste forskerne spillerne en næsten identisk stilling, hvor den velkendte løsning var gjort umulig.

Og wupti, så kunne alle skakspillerne pludselig se den kortere løsning.

Skakspillerne kunne altså godt finde den korteste løsning. Den velkendte løsning havde bare stået i vejen.

Fænomenet kaldes Einstellung-effekten. Ordet er tysk og betyder nogenlunde “indstilling”.

Når en bestemt løsning har virket mange gange før, kan den blive det første, man ser, næste gang noget ligner. Du behøver ikke studere problemet helt fra bunden.

Du genkender mønstret og tænker: Nå ja. Sådan én!

Det meste af tiden er det enormt praktisk.

Hvis du har lavet løn i 15 år, skal du helst ikke genopfinde lønsystemet hver tirsdag.

Og en erfaren kirurg skal meget gerne kunne genkende noget, hun har set 300 gange før.

Erfaring gør os hurtigere, fordi vi kan genkende mønstre og springe en masse analyse over.

Balladen opstår, når opgaven har ændret sig en smule, mens den gamle løsning stadig ligner et rigtig godt svar.

Så kan det, du allerede ved, påvirke, hvad du overhovedet får øje på.

På en almindelig arbejdsdag er det noget sværere at opdage end på et skakbræt.

Men Einstellung-effekten ligger på lur alle steder, hvor nogen er gode til noget.

Lad os tage et eksempel, du formentlig kan genkende i en eller anden variant:

En kollega beskriver et problem, du har mødt mange gange før. Allerede halvvejs gennem forklaringen har du en ret god idé om, hvad der skal gøres.

Du nikker og ser interesseret ud, mens kollegaen taler færdig. Men oppe i hovedet er du allerede begyndt at formulere dit svar.

Et sted mod slutningen nævner kollegaen en lille detalje, som gør problemet anderledes denne gang. Den får du ikke rigtig fat i.

Da kollegaen er færdig, serverer du løsningen, der plejer at virke.

Hej hej ballade…

Jeg kan især godt lide detaljen med, at det er skakspillernes øjne, der afslører dem.

De sad jo ikke med armene over kors og nægtede at undersøge noget nyt. De prøvede faktisk og oplevede selv, at de ledte efter en alternativ løsning.

Alligevel blev deres øjne ved med at søge tilbage til det, der havde virket før.

I den sammenhæng er den kollega, der stædigt siger “sådan har vi altid gjort”, faktisk noget nemmere at deale med. Her er modstanden mod den alternative løsning jo out in the open.

Det er sværere, når man oprigtigt synes, at man har undersøgt mulighederne, uden at opdage, hvor meget ens erfaring har været med til at bestemme, hvilke muligheder man overhovedet fik øje på.

Så hvad gør vi ved det?

Tja… gode råd er dyre her.

Men du kan prøve at gemme historien om skakspillerne et sted i baghovedet og så krydse fingre for, at den melder sig, næste gang du står i en situation, hvor du føler dig skråsikker på hvordan et eller andet skal løses.

Og spørg så dig selv:

Er det virkelig den bedste løsning, eller har jeg bare fået øje på femtræksløsningen?

Tak fordi du læste med.

De bedste hilsner

Bo

‍